Kuglestøderen Kim Christensen i VM-form efter 20,06 meter i silende regn

Kim Christensen har en drøm: At slå Joachim B. Olsens danske rekord i kuglestød på 21,61 meter. Torsdag aften tog han et psykologisk vigtigt skridt med 20,06 meter.

Karrierens første 20 meter-stød udendørs kom i tredje runde i silende regn i Copenhagen Athletics Games. Indendørs stødte han i marts 20,39 meter.

- Jeg har været i form hele sommeren og har ventet på dét her, siger en jublende glad Kim Christensen, 27, som siden november har boet i Växjö.

- Jeg arbejder sammen med Team Danmarks mentalcoach Kristoffer Henriksen. Vi prøvede nogle ting i går, og de fungerede i dag.

Kim Christensen er i form til endnu flere forbedringer inden afrejsen til VM sidst på måneden i Sydkorea.

Fire dage efter sin danske rekord og VM-kvalifikationen i trespring med 16,88 meter måtte Anders Møller nøjes med et vinderspring på 16,05 meter, men i den kolde regn et godkendt resultat.

Også Danmarks bedste kvindelige kuglestøder, Trine Mulbjerg, imponerede. Med 15,42 meter var hun blot fire centimeter fra sin danske rekord.

Under håbløse betingelser vandt VM-deltageren Caroline Bonde Holm stangspring med 4,15 og fik revanche for DM-nederlaget til Cathrine Larsåsen.

Henrik Them testede hurtigheden med en let sejr i Änglamarks 5 km aftenmotionsløb og var derefter hare på 5.000 meteren. Det bliver spændende at se, hvad han kan lave i sin maratondebut 25. september i Berlin.