Sidste sæsons NBA-finalister, Cleveland Cavaliers og Golden State Warriors, tabte overraskende deres kampe.

Los Angeles. Der var drama og to gange forlænget spilletid, da basketballholdet Houston Rockets vandt 132-127 over Golden State natten til fredag dansk tid.

Dermed fik Houston gjort en ende på Golden States stime på 12 sejre i træk i den nordamerikanske liga NBA. Sidste år nåede Golden State i NBA-finalen og er en af favoritterne til titlen i år.

Det var James Harden ligeglad med, da han førte an i Houston-angrebet med 29 point, 15 rebounds og 13 oplæg.

- Det var en kæmpestor sejr på udebane, siger Harden ifølge AFP.

Hardens holdkammerat Ryan Anderson lavede også 29 point i kampen.

Kevin Durant lavede 39 point for Golden State, som ikke havde tabt siden 4. november.

Superstjernen Stephen Curry nåede at lave 28 point for Golden State, inden han blev udvist efter for mange fejl i den anden og sidste forlængede spilletid.

Også den forsvarende NBA-mester, Cleveland Cavaliers, tabte, men her var der ikke meget spænding, da det blev til et nederlag på hele 94-113 hjemme til Los Angeles Clippers.

LeBron James sendte kun fem af sine 14 forsøg i kurven, og det endte med blot 16 point fra Cleveland-topscoreren.

- Det var en underlig kamp - specielt i første halvleg, hvor dommernes fløjte hele tiden betød, at vi ikke kunne kom ind i rytmen.

- Vi kom i problemer på grund af de mange fejl, og de brød bare vores rytme, forklarer LeBron James.

Det var Clevelands andet nederlag i træk. Holdet, som har vundet 13 og tabt fire kampe i denne NBA-sæson, fører stadig den østlige division.

Golden State fører den vestlige division med 16 sejre og tre nederlag.

/ritzau/