Trods seks medaljer ved europamesterskaberne går Jeanette Ottesen Gray på en skrap kur de næste uger op til VM

Da Jeanette Ottesen Gray og resten af svømmelandsholdet mandag ankom til Kastrup Lufthavn, var der masser af medaljer med i håndbagagen. Helt nøjagtigt 12 medaljer, heraf seks af guld.

Selv stod Ottesen Gray noteret for tre guld, en sølv og to bronze. Nu har den blonde sprinter sigtekornet rettet mod verdensmesterskaberne i Tyrkiet, der begynder om knap tre uger. Det betyder, at julen bliver udskudt i bestræbelserne på at sætte resten af verdens sprintere skakmat i specielt 50-meter-fly.

- Jeg skal tabe et par kilo og svømme mig i bedre form. Uden at livet bliver alt for surt. Men for mit vedkommende begynder julen først efter VM i Istanbul, siger Jeanette Ottesen Gray om programmet frem til VM.

Den flotte medaljehøst ved EM skyldes, trods et efterår hvor tv-optagelserne til 'Vild med dans' gik ud over svømmetræningen, en heftig grundform.

- Jeg kører på grundformen fra OL. Jeg var i mit livs form til OL, og det har jeg stadig noget tilbage af. Så handler det bare om at være klar oven i hovedet. Det er jeg god til at være, forklarer hun.

VM på kortbane i Istanbul begynder den 12. december. Efter Michael Phelps har stoppet karrieren, bliver amerikanske Ryan Lochte mesterskabernes største stjerne.