Den nyudklækkede verdensmester i 100 meter fri Jeanette Ottesen har langt om længe fået den opmærksomhed, som hun fortjener.

Hverdagen som Jeanette Ottesen kendte før VM er langt væk fra det mediepostyr, der har mødt hende efter ankomsten til Danmark med VM-guldmedaljen om halsen.

Svømmeprinsessen medvirkede blandt andet i tre tv-shows, dagen efter hun kom hjem, og er siden blevet genkendt på gaden. Verdensmesteren bruger sin nyfundne berømmelse til at promovere sig selv og sine kolleger, som hun mener har stået lidt i skyggen af svømmedronningen Lotte Friis, der blandt andet har medvirket i Vild Med Dans.
 
- Det har altid været Lotte, Lotte, Lotte. Alle kender efterhånden Lotte, fordi hun har været så meget i medierne, siger Jeanette Ottesen og slår fast, at hun og kollegerne fortjener ligeså meget anerkendelse for præstationerne.

- Vi andre svømmere arbejder mindst ligeså hårdt som hende og er mindst ligeså talentfulde, siger Ottesen.

At svømning ikke er den største sportsgren herhjemme kan hun ikke benægte. Men hun understreger samtidig, at det kun er herhjemme, at svømning ikke har samme status, som i udlandet, hvor sportsgrenen får stor opmærksomhed. 

- Det er jo den mest sete olympiske sportsgren efter atletik. Det er altså stort. Men herhjemme har vi bare besluttet os for, at fodbold og håndbold er vores nationalsport, og det er ærgerligt, når nu svømning er så tilskuervenligt, siger Jeanette Ottesen og fortæller, at Danmark har meget at være stolt over, når det kommer til bredden i svømning.

- Der er altså andre end Lotte, der kan finde ud af at svømme. Vi har Rikke (Møller Pedersen, red.), der er mig, og der er Mads Glæsner, som gør det virkelig godt, siger hun og forsvarer sin mandlige svømmekollega.

- Folk siger, at han har svømmet et dårligt VM. Nej, det har han ikke, der er bare så sindssygt meget konkurrence i hans disciplin, og det er marginaler der gør forskellen, understreger hun.

Jeanette Ottesen holder i øjeblikket ferie, mens hun forbereder sit bryllup, som skal stå den 13. august. Her siger hun ja til sin kæreste gennem syv år Bobby Gray. Bryllupsrejsen er en træningslejr i Venezuela, hvor Bobby har fået lov at komme med.