Anna Holmlund fik for tre år siden bronze i skicross ved OL i Sochi. Men for et halvt år siden styrtede den 29-årige svensker så grusomt på en træningstur i Italien, at hun blev slået bevidstløs og måtte lægges i koma.

Nu kæmper hun for at vende tilbage til livet, og familien fortæller for første gang om Anna Holmlunds status.

Den 29-årige svensker er igen ved bevidsthed og kan kommunikere, men de hjerneblødninger, som uheldet medførte, har givet varige mén. Der findes fire grader af hjerneskader. Anna Holmlund ifølge Dagens Nyheter er på tredje niveau. På fjerde niveau er man hjernedød.

Derfor er livet anderledes for såvel Anna Holmlund som forældrene Margaretha og Lars og kæresten Victor Öhling Norberg, der også er på skicross-landsholdet.

»Livet har ændret sig på den måde, at min kæreste findes, men på den anden side findes hun ikke. Den person, jeg vil ringe til, når jeg har det dårligt, kan jeg ikke ringe til. Det er det, som er hårdest. Hende, jeg så godt kan lide, kan jeg ikke længere snakke med på samme måde,« siger Victor Öhling Norberg til Aftonbladet, men pointerer også stadig noget af det positive.

»Hun har stadig problemer med hukommelsen. Det fantastiske er, at hun kan svare, når vi taler. Hun er begyndt at le og grine. Det gør min hverdag nemmere,« siger han.

Anna Holmlund vender snart hjem til Sundsvall, og dermed siger hun farvel til hospitalsvæsenet, men hun slipper nok ikke helt for at skulle have hjælp fremover. For det kræver det slemme uheld stadig, fortæller moderen.

»Anna kan ikke klare noget selv fra det tidspunkt, hun står op om morgenen. Mindst to personer skal være med til alle forflyttelser, da hun er så ustabil,« siger Margaretha Holmlund til Dagens Nyheter og fortsætter.

»I går lagde hun puslespil. 50 brikker. Hun arbejdede kun med én hånd og var meget tilfreds, da hun klarede det. Yes, sagde hun, da hun lagde den sidste brik,« siger Margaretha Holmlund.