De ramte et humørmæssigt lavpunkt, ro-herrerne i den danske dobbeltfirer. Den ene fjerdedel af båden, Jannik Nilton, måtte kort før VM i Holland trække sig. Niltons kæreste, roeren Mette Dyrlund, blev under en træningslejr i Østrig ramt af en blodprop i hjernen, og Jannik Nilton prioriterede helt forståeligt at afsætte al sin tid til at støtte sin kæreste under hendes genoptræning.

Det lignede derfor et ærgerligt VM-afbud fra den danske båd. Men i sidste time prøvede landsholdets sportschef at give guldvinderen fra OL i London i letvægtsdoublesculler, Mads Rasmussen, et kald. Og det var ikke nogen dum idé, for Mads Rasmussen sprang uden tøven til som vikar 14 dage før VM.

- De ringede og var meget på den, da der pludselig opstod den her sygdom midt i træningslejren. Jeg kendte drengene ret godt, og jeg vidste også, at det var et godt hold. Da sportschefen spurgte, om jeg ville hjælpe, så tænkte jeg "det er nogle gode gutter, og de er på spanden. Jeg gør det sgu", fortæller Mads Rasmussen, der var i sommerhus, da han pludselig blev kommende VM-deltager.

De kommende 14 dage blev intense. Han skulle i form samt lære tre nye holdkammerater at kende på rekordtid.

- Det er ikke optimal forberedelsestid, lad mig sige det sådan. Men det har været et super forløb, og træningen gik rigtigt godt. Det var nemt at falde ind i deres sammenhold, og de var også rigtig glade for, at jeg kom, så jeg blev taget godt imod.

- Det har også været meget hårdt, for jeg havde ikke den rigtige vægt. Så den har også stået på slankekur. Og de andre drenge skulle også på kur, så vi kunne trække gennemsnittet ned på 70 kilo. Det har været intenst og spændende, fortæller han.

Og det gik indledningsvist over al forventning, da VM-ugen kom. Båden satte tider, der kraftigt duftede af medaljer. Men en kraftig vind og medfølgende bølger gjorde betingelserne for svære for danskerne i fredagens finale. De måtte nøjes med en - trods alt flot - femteplads.

- Det er vi dybt skuffede over, det kan vi godt indrømme.Men vi er så urutineret et hold, og da jeg så, at der var bølger på de sidste 1000 meter, så blev jeg sgu nervøs. Når vandet bliver svært, så kommer svaghederne frem på et hold, der ikke har roet så meget sammen.

- Vi kunne godt have taget en medalje. Men der er ikke noget at gøre ved det. Det er jo en udendørssport, erkender Mads Rasmussen.

Hjemme fra Danmark har Jannik Nilton sendt masser af opmuntrende beskeder til sine holdkammerater. 

- Vi har hørt en del fra Jannik, og drengene har skrevet meget til ham og snakket med ham hver dag. Og vores fysioterapeut har fulgt Mette nærmest hver eneste dag, siden hun blev indlagt. Så vi er meget opdateret, fortæller Mads Rasmussen og fortæller, at der umiddelbart er fremgang at spore hos Mette Dyrlund.

- Hvad jeg har hørt, så går det fremad dag for dag. Hun er oppe og gå nu. Sproget er der stadig store vanskeligheder med. Hvad hendes prognose er, tror jeg ikke en gang, at lægerne tør sige. Men hun har vist kæmpe fremgang.

Mads Rasmussen satser på at kvalificere doublesculler-båden til OL i Rio de Janeiro i 2016.