Pernille Blume, Jeanette Ottesen og Casper U. Mortensen. Alle rejste de hjem fra Rio med en olympisk medalje og alle er de blevet 'offer' for den russiske hackergruppe Fancy Bears læk af deres private sundhedsdata, hvor det afsløres, at danskerne har benyttet sig af astmamedicinen Terbutalin under OL. Et stof der er på Wadas dopingliste, men som samtidig er fuldt lovligt med en særlig tilladelse: En såkaldt TUE.

Sådan en lægeordineret godkendelse har alle danskerne på den lækkede liste, ligesom en lang række af andre internationale stjernenavne, der også figurerer på listen.

Alligevel er de lækkede fortrolige sundhedsdata et kæmpe problem, som kan få store konsekvenser for atleter. Det mener den britiske olympiske guldvinder Samantha Quek, som er blandt de mange 'udstillede' atleter.

Hun frygter, at de russiske hackere med deres ord som 'doping' og 'dopingliste' kan skabe en mistænkeliggørelse, der kan føre unge atleter på farlig kurs. En mistænkeliggørelse, som også Pernille Blume har udtrykt bekymring for.

»Min største bekymring er, hvor det her fører os hen og hvilken indflydelse det vil have på TUE'erne,« siger den olympiske guldvinder i hockey til BBC.

»Offentligheden bliver ført ned ad en vej, hvor TUE'er nu bliver associeret med snyd,« fortsætter Samantha Quek og fremfører et skræmmeeksempel.

»Min store bekymring er, at der i fremtiden vil være en hockey-pige som mig selv, der jagter hendes olympiske drøm og presser sin krop til grænsen. Hun vil tabe luften som følge af sin astma og have brug for en inhalator, ikke for at få en unfair sportslig fordel, men for at kunne trække vejret, så hun ikke dør. Men så vil hun tænke sig om en ekstra gang eller to, eller måske bruge sin inhalator og føle sig skyldig. Eller endnu værre: fuldstændig nægte at bruge den.«

«TUE'er handler ikke om at snyde. De er essentielle og nogle gange endda en livreddende medicinsk praksis, og sådan bør man kigge på dem,« slutter Samantha Quek.