Selvom den russiske hackergruppe Fancy Bears allerede har offentliggjort en række fortrolige sundhedsoplysninger på nogle af OLs største stjerner og beskyldt dem for doping, så er det formentlig kun begyndelsen.

Danske Pernille Blume, Williams-søstrene og de to engelske cykelstjerner Chris Froome og Bradley Wiggins er nogle af de største profiler, som foreløbig har fået udstillet deres medicinske dispensationer fra dopingreglerne, de såkaldte TUE'er, og nu regner briterne, at flere OL-deltagere bliver hængt ud som dopere af russerne.

Ifølge The Guardian forbereder den britiske olympiske komité sig på, at de russiske hackere offentliggør TUE'er for 48 britiske OL-deltagere, som enten nu eller tidligere har haft en dispensation.

Hvis russerne vælger at gøre det, kan de også offentliggøre alle de danske OL-deltagere, der har en doping-dispensation. Det konstaterede Anti Doping Danmarks direktør Michael Ask torsdag:

»Det ser ud til, at man har hacket sig ind til atleternes personlige oplysninger via en IOC-konto, som blev oprettet under OL. Så det er samtlige TUE-oplysninger på alle OL-deltagerne, at man har fået adgang til.«

En talsmand for den britiske olympiske komité, BOA, understreger, at man stadig har fuld tillid til de atleter, der får deres personlige oplysninger eksponeret af hackerne.

»Vi er selvfølgelig bekymrede over, at man har fået adgang til private og personlige data, og vi arbejder tæt sammen med UK Anti-Doping og forbundene for at få rede på situationen på vegne af alle Team GB-atleterne. Vi har fortsat tiltro til vores udøvere og deres forpligtelse til en ren sport.«

Både Chris Froome og Bradley Wiggins har været ude og fastslå, at de ikke har noget at skjule i forbindelse med offentliggørelse af deres TUE'er.