Efter flere gange at have været tæt på, lykkedes det søndag for den 44-årige Brian Nielsen fra billardklubben Bristol i Odense at vinde det danske mesterskab i keglebillard, som fandt sted i den nordjyske by Asaa.

»Det er en kæmpe forløsning. Det er noget, jeg har drømt om i mange år,« sagde Brian Nielsen, efter at hans første DM-gul var kommet i hus.

I finalen vandt han 800-566 over den lokale Martin Kristensen, som for første gang var nået i DM-finalen.

Efter en lidt sløv start var det Martin Kristensen, som med en flot serie kunne bringe sig foran med 566 mod 58 point til Brian Nielsen. Men fynboen lod sig ikke slå ud, og han lukkede til de 800 point med en fantastisk serie på 742 point.

I 2011 vandt Brian Nielsen sølv, mens det i 2014 blev til bronze.

»Jeg har haft flere gange, hvor jeg er kommet godt fra start, men så har jeg smidt det hele væk. Denne gang var det omvendt. Jeg var stort bagud, men jeg kæmpede mig tilbage både i finalen og i semifinalen, hvor jeg måtte ud i omkamp for at vinde.«

I semifinalen vandt Brian Nielsen over sin klubkammerat, Henrik Slorup. Begge spillere var i weekenden forinden med til at sikre Bristol guld i Elitedivisionen.

Martin Kristensen havde i sin semifinale vundet knebent over Henrik Ryholt fra Søborg. Med sølvmedaljen om halsen anerkendte Martin Kristensen, at han i finalen havde tabt til en bedre modstander.

»Brian er lige lidt skarpere end mig. Jeg er nu godt tilfreds med sølvet. Jeg spillede en stabil og god turnering,men jeg manglede måske lige at spille en brandkamp,« sagde han.

Den forsvarende mester, Johnny Hansen fra Bristol, måtte se sig slået i kvartfinalen af Henrik Ryholt.

Kvindernres regerende mester, Charlotte Sørensen fra Holbæk, forsvarede til gengæld sin titel.

I en forrygende finale vandt hun 500-438 over Marianne Mortensen fra BK Fluen i Aarhus, som også vandt sølv sidste år.

Marianne Mortensen præsterede ellers at sætte dansk rekord for kvinder med en serie på 312 i finalen, men det var altså ikke nok til sejren. Ved stillingen 350-428 lukkede Charlotte Sørensen med en serie på 150 point.

»Det var en flot finale, og det var et godt DM. Jeg vil nok sige, at denne guldmedalje føles lidt mere værd end de øvrige på grund af den høje standard,« sagde den 34-årige Charlotte Sørensen, som nu har vundet DM fire gange - heraf de seneste tre på stribe.