Helle Frederiksen noterede sig for en af karrierens største triumfer, da hun i overlegen stil vandt Bahrain Challenge-stævnet over den halve Ironman-distance. Den danske 33-årige triatlet kunne dermed høste en rekordstor pengepræmie i form af 100.000 dollars, svarende til 600.000 danske kroner.

Helle Frederiksen gennemførte den halve jernmand i tiden 3.55.50.

Det var på den afsluttende halvmaraton, at den danske kvinde for alvor satte skabet på plads og viste konkurrenterne, hvem der var bedst på dagen.

Læs også:

Briten Jodie Swallow var først oppe af vandet efter at have tilbagelagt de 1,9 km svømning i 22.39, mens Frederiksen brugte 23.04 på svømmeturen. Efter cyklingen var australske Annabel Luxford i spidsen få sekunder foran Frederiksen og briterne Swallow og Joyce, men kort inde på det afsluttende løb øgede Frederiksen tempoet, og her var det kun Swallow, som forsøgte at følge med. Efter 5 km måtte briten slippe den hurtigt løbende dansker, som var i mål 2.25 hurtigere end Rachel Joyce, som imellemtiden havde overhalet sin britiske konkurrent. Løbet sluttede i øvrigt inde på Formel 1-banen, hvor Kevin Magnussen tidligere i år måtte udgå.

Camilla Pedersen, triatleten, der sidste år var ude for et livstruende ulykke efter et fatalt styrt på cyklen og længe lå i koma, kom ind på niendepladsen. Den placering sikrede hende i øvrigt 4000 dollars svarende til 24000 kroner.

Det er oven i købet anden gang i år, at Helle Frederiksen scorer en rekordstor pengepræmie. Hun slog også til i den amerikanske Hy-Vee Champion-stævne i august, hvor hun scorede et tilsvarende beløb. Dermed runder hun 1,2 million kroner bare på de to stævner i præmiepenge. En udmærket årsløn, selvom det er værd at huske, at præstationerne er resultatet af vanvittigt mange træningstimer på cyklen, i vandet og i løbeskoene.

Triatlon-stævnet i Bahrain i øvrigt tiltrukket voldsom kritik fra de lokale, som ikke har haft den store forståelse for, at byen har været lukket ned, og at trafikken er gået helt i stå for at give plads til nogle af triatlonsportens største navne, som er valfartet til den arabiske stat med udsigt til den store pengepræmie, som for kvindernes vedkommende altså endte hos danske Helle Frederiksen, mens Michael Raelert tog sig af mændenes 100.000 dollars.