Afrikas stjerner kaster glans over dronningens København, som på lørdag får hurtigere ben at løbe på end nogensinde.

59 nationer er repræsenteret i VM-feltet i spidsen for de 30.000 løbere i IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton 2014 med start og mål ved Christiansborg Slotsplads, og ikke færre end syv løbere blandt de 132 i mændenes VM-klasse har løbet de 21,0975 kilometer under den magiske time.

Kongen af halvmaratondistancen er 32-årige Zersenay Tadese, Eritrea, der har vundet fem guld og en sølv i de seneste seks mesterskaber og har verdensrekorden på 58.23 minutter fra Lissabon 2010. På vej til denne rekord slog han legendariske Haile Gebrselassies verdensrekord på 20 kilometer.

Kenyas stiller med et uhyggeligt stærkt hold og kommer med manden, der i 2010 i kinesiske Nanjing spolerede Tadeses sejrsstime, Wilson Kiprop. Han har løbet 59.15.

Blandt de andre kenyanske medaljehåb er det nye stjerneskud Geoffrey Kipsang Kamworor, 21, der er noteret for den syvende hurtigste tid nogensinde, 58.54. For bare en måned siden blev han nr. 6 i Tokyo Marathon.

I holdkonkurrencen, hvor de tre hurtigste fra hver nation tæller, har Kenya taget seks titler i træk med Eritrea på andenpladsen hver gang.

De europæiske løbere spiller traditionen tro en sekundær rolle. Mere end en enkelt eller to europæere i top 20 skal man næppe regne med i det afrikanske show.

Den danske rekord på 1.01.55 er fra 1998, og den blev sat af Carsten Jørgensen, da han blev nr. 17 i VM i Schweiz. Bedste danske VM-placering nogensinde er Jan Ikovs tiendeplads på 1.02.02 i Bruxelles i 1993.

Hos kvinderne har Dorthe Rasmussen den danske rekord med 1.09.48 fra 1991.

Af de ti danske VM-løbere kommer Henrik Them Andersen og Jess Draskau-Petersson med de bedste personlige rekorder med henholdsvis 1.04.11 fra Den Haag 2012 og 1.13.30 fra Bath 2012.