Blot 26 år blev Norges stjernesvømmer Alexander Dale Oen. Norge i chok over hans pludselige død.

Den norske svømmer Alexander Dale Oen døde pludseligt tirsdag morgen. Den 26-årige svømmer ankom til Flagstaff Medical Center i Arizona, men måtte kort tid efter erklæres død. Dale Oen har de seneste par dage været i Arizona for at højdetræne.

Ifølge norske Bergen Tidendes hjemmeside blev nordmanden tirsdag morgen fundet død i badet. Netop inden Alexander dale Oen blev fundet død, havde han snakket med familien i Norge via Skype. Ifølge familien var der intet, der tydede på, at han var syg, og efter planen skulle svømmeren have rejst hjem til Norge onsdag.

Stjernesvømmeren har i den seneste periode kæmpet med smerter i skulderen, men var optimistisk efter undersøgelse og behandling i USA. Den unge svømmer var ivrig efter at komme tilbage fra skaden og Dale Oen's træner var bekymret for at svømmeren vendte for hurtigt tilbage.

- Vi kan mærke, at Alexander er opsat på at komme tilbage, men vi har bedt ham om at være tålmodig. Vi vil ikke tage chancer, sagde cheftræner Peter Løvberg i forbindelse med rejsen til USA.

Alexander Dale Oen var i gang med at træne op til det kommende OL i London, hvor han blev regnet som et af Norges største medaljehåb.

Den 26-årige svømmer blev født i Bergen 21. maj 1985. Han voksede op på øen Øygarden og begyndte at svømme som fire-årig. Alexander Dale Oen fik sit internationale gennembrug i 2005, hvor han fik en flot syvendeplads i 100 meter bryst på langbane ved VM.

I 2005 satte han nordisk rekord på 100 meter bryst med tiden 59,05 ved kortbane EM. Det gjorde ham til første nordmand som svømmede 100 meter bryst under et minut.

I 2008 fik Dale Oen guld ved 100 meter bryst til EM. Det var den første guldmedalje ved EM for en norsk herresvømmer. Samme år vandt han sølv ved 100 meter bryst til OL i Beijing.

Sidste år kunne Alexander Dale Oen kalder sig verdensmester på distancen 100 meter bryst.