Den norske ski-kommentator Ingrid Sørli Glomnes skulle i weekenden kommentere VM i skihop i Lahti, men i stedet endte hun på hospitalet og måtte haste-opereres.

Søndag den 26. februar skulle Ingrid Sørli Glomnes have været afsted for at kommentere skihop i radioen, men hun nåede aldrig så langt. Brandalarmen på hendes hotel i Lahti gik, og da hun skulle bøje sig ned for at tage sko på, så hun kunne forlade sit værelse, gik det galt, skriver NRK.

»Dér smælder det bare i ryggen, og jeg tænker, at enten falder jeg ned på gulvet, eller også må jeg tage to skridt mod sengen, før jeg falder sammen. Der blev jeg liggende uden at være i stand til at bevæge noget. Ikke engang hovedet,« fortæller Ingrid Sørli Glomnes.

Selvom kommentatoren knap kunne røre sig, formåede hun at sende en sms til sin kollega fra NRK, Remen Evensen for at bede om hjælp. Han fik koden til hendes værelse, men hun havde sat sikkerhedslås på.

Han måtte lirke låsen op og kom sin kollega til undsætning, imens brandalarmen kørte for fuld skrue.

På værelset fandt Remen Evensen sin kollega liggende med hovedet ned i dynen, og han hjalp hende med at tage nogle smertestillende piller. Efter lidt tid forsøgte hun at rejse sig, men det var ikke en god idé. Ingrid Sørli Glomnes fortæller til NRK, at hun besvimede i gangen på hotellet.

»Det sortnede for hende, og hun gik lige i gulvet. Så fik vi hende tilbage i sengen og bad hende hvilke sig,« fortæller Remen Evensen om sin kollega, der var i store smerter.

Efterfølgende tog han ud for at kommentere skihop, men da han var færdig, ventede der en besked, der gjorde ham urolig.

Ingrid Sørli Glomnes havde skrevet, at hun ikke kunne røre sit venstre ben, og hun blev straks sendt på hospitalet. Her fandt lægerne ud af, at hun havde fået en diskusprolaps, og Ingrid Sørli Glomnes gik med til at blive opereret med det samme på hospitalet i Lahti.

Operationen er gået godt, fortæller hun til NRK, og hun håber på atter at være tilbage som kommentator lørdag, hvor der er holdkonkurrence i skihop.