TV3 Sports sportschef, Peter Nørrelund, udtaler, at de mange fyringer i forbindelse med overtagelsen af TV2 Sport langt fra har været nemt.

27 trofaste og dygtige ansatte måtte vinke farvel til jobbet hos TV2 Sport, da sportskanalen midt i december blev overtaget af koncernen MTG, som står bag produktionen af TV3-kanalerne.

På et pressemøde mandag eftermiddag kunne Peter Nørrelund glædeligt lufte idéerne for fremtiden,men stemmeføringen blev anderledes trist, da han på et tidspunkt fortalte, at man med overtagelsen var nødsaget til at fyre en lang række medarbejdere.

- I september blev vi enige med TV2 om at købe deres aktieandel af TV2 Sport, og vi var efterfølgende gennem en proces med konkurrencestyrelsen, hvor vi fik godkendelsen den 19. december. Men det betød også, at et medieselskab købte et anden medieselskab, så selvfølgelig var der en masse dobbeltfunktioner og en masse synergier, der kunne trækkes ud. Derfor har vi haft en drøj uge, hvor vi har måtte opsige 27 mennesker fra TV2 Sport. Det har ikke været sjovt, sagde Peter Nørrelund på pressemødet.

Fra den 7. januar blev det nu daværende TV2 Sports plads på kanallisten erstatter af TV3 Sport 1, mens TV3 Sport 2 ser dagens lys den 5. februar.