LeBron James tog inden denne sæson beslutningen om at forlade Miami Heat for at vende tilbage til Cleveland Cavaliers, hvor det hele startede for NBA's nok største stjerne lige nu.

Natten til fredag var han så tilbage i Miami, hvor han dog tabte sammen med holdkammeraterne fra Cleveland med 101-91 i en kamp, hvor LeBron James kom igennem store dele af følelsesregistret.

Det startede med buh-råb fra de tilhængere, der gennem fire år var på hans side, men som nu havde set deres største stjerne udnytte en klausul i kontrakten til at vende tilbage til Cavaliers. Det blev til hånende jubel, da James mistede bolden i en af sine første aktioner.

Men da Miami Heat på storskærmen viste en hyldestvideo med højdepunkter fra fire sæsoner med fire finaler og to mesterskaber i den første timeout i kampen, blev det til en reel hyldest fra tilskuerne. LeBron James gik ud på banen og vinkede til sine tidligere venner, der kvitterede med stående applaus.

Det var så også det eneste, LeBron James fik med fra Miami i denne omgang. For nederlaget blev altså en realitet.