Golden State Warriors sætter med sejren tirsdag nat ny rekord i den nordamerikanske basketball-liga NBA for flest sejre i træk i en sæsonstart.

Warriors, der vandt 111-77 over Los Angeles Lakers, er nu oppe på at have vundet 16 kampe i træk.

Dermed slår holdet fra Oakland i Californien den rekord, som Golden State Warriors ellers delte med 1993-94-udgaven af Houston Rockets og 1948-49-udgaven af Washington Capitals.

Der er et stykke vej til næste rekord i forhold til antallet af sejre i træk. Los Angeles Lakers præsterede i 1972 at vinde 33 kampe på stribe.

Stephen Curry var i øvrigt den store oplevelse for de forsvarende mestre. Han scorede 24 points.