Basketballspilleren Chris Paul skal fra den kommende sæson spille for Houston Rockets i NBA-ligaen.

Houston Rockets meddeler på sin hjemmeside, at den har sikret sig den 32-årige stjernespiller, der siden 2011 har været hos Los Angeles Clippers.

Houston har været meget ivrige efter at få fat i Chris Paul, for klubben giver ikke færre end otte spillere i bytte til Clippers.

Det drejer sig om Patrick Beverley, Sam Dekker, Montrezl Harrell, Darrun Hilliard, DeAndre Liggins, Lou Williams, Kyle Wiltjer samt et førsterundevalg i NBA-draften og en sum penge.

I Houston kommer Chris Paul til at danne en stjerneduo med James Harden, der i den forgange sæson var en af de tre nominerede til at blive NBA-ligaens mest værdifulde spiller (MVP).

Houston Rockets vandt senest NBA-ligaen i 1995, da klubben med Hakeem Olajowon som superstjerne triumferede for andet år i træk. Nu tillader klubben sig igen at drømme stort.

- Siden vi vandt mesterskabet to år i træk, har det ultimative mål for os været at vinde titlen for tredje gang, siger Houston Rockets' ejer, Leslie Alexander, til klubbens hjemmeside.

- Vi mener, at kombinationen af to af ligaens bedste spillere i James Harden og Chris Paul, der spiller i træner Mike D'Antoni system, giver os et hold af mesterskabskaliber, der kan konkurrere på højeste niveau i årene fremover, siger klubejeren.

  • Chris Paul er ni gange valgt til NBA-ligaens All Star-hold.
  • Den 1,83 meter høje guard har spillet 834 kampe og scoret 18,7 point i snit.
  • Han var med til at sikre USA guld ved OL i både 2008 og 2012.

/ritzau/