Jarmilla Kratochkilovas rekord på 800 meter er snart 30 år gammel. Men den tjekkiske kvinde er bange for, at den ryger næste sommer, når der er VM i Moskva.

1983. Jerntæppet var stadig rullet ned gennem Europa, Poul Schlüter var statsminister i Danmark, Duran Duran og Adam Ant var musik, der hittede, Roger Moore var stadig James Bond og computerne hed Amiga og Commodore 64. Og doping-kontroller var stort set fraværende - især uden for konkurrence.

En helt anden verden, men den rekord som en muskuløst bygget 32-årige kvinde fra landet, der dengang stadig hed Tjekkoslovakiet, satte over to omgange på atletikbanen i München står stadig 30 år senere. Jarmilla Kratochkilova var et løbende fænomen, der i sit kun tredje forsøg på distancen satte den fantastiske tid 1.53,28, som ingen siden har kunnet overgå. Indtil da havde hun været 400 meter-specialist, og ved VM i Helsinki senere samme år snuppede Kratochkilova guld på begge distancer.

Billeder fra dengang afslører, at sydafrikanske Castor Semenya, der for få år siden måtte igennem en ydmygende kønstest på grund af sin maskuline udseende, til sammenligning ligner en æggende side 9-pige. På grund af det specielle udseende stod der en tæt sky af doping-mistanker rundt om tjekkens bedrifter, men hun har siden afvist alle anklager.

- Mine resultater opnåede jeg takket være mange års systematisk hårdt arbejde. Ingen har tvunget mig til at tage forbudte stoffer, sagde hun i interview for fire år siden.

Hendes træner Miroslav Kvac er dog lidt tættere på en indrømmelse:

- Hun tog kun tilladte stoffer, men de virkede som anabolika (muskelopbyggende, red.).

I nyere tid er det kun kenyaneren Pamela Jelimo har været i nærheden af Kratochkilovas fantom-tid, da hun løb 1.54,01 i 2008. Men den 61-årige tjekke forventer selv, at hendes rekord kan stå for fald den kommende sommer, når VM bliver afviklet i Moskva.

- Jeg har i 30 år tænkt på, hvem der mon slår den. I 2008 da Pamela Jelimo var så godt løbende, troede jeg, at hun var den nærmeste og havde det største potentiale, men det skete ikke.

- Da der er VM i Rusland næste år, regner jeg med, at de russiske 800 meter-løbere vil være meget hurtige, og måske vil en af dem komme tæt på rekorden. Men jeg vil være meget lykkelig, hvis jeg stadig har rekorden i juli og kan fejre 30 års jubliæum, sagde Kratochkilova, der den i dag bor syd for Prag i byen Golcova Jenikova, hvor hun voksede op på sine forældres gård.

Den regerende verdensmester og olympisk guldvinder fra London, Marina Savinova, er en af de russere, som Kratochkilova regner med kan true hendes tid. Men Savinova har trods alt 'kun' 1.55,85 som sin bedste nogensinde, og hendes landsmand Svetlana Masterkova, der vandt dobbelt OL-guld i Atlanta 1996 tror ikke på det.

- Det er umuligt for kvinder at løbe så stærkt, den rekord kommer til at stå i hundrede år, siger Masterkova til Reuters.