Magnus Carlsen kan snart blive ny verdensmester i skak. Men den 22-årige nordmands stil er mere Beckham end Kasparov

22 år. To-cifret millionær. Blikfang for et internationalt modetøjsfirma. Og i stand til at få unge piger til at hvine i åndeløs begejstring.

Ikke lige dét, man normalt forbinder med en skak-spiller. Men væn jer til det. Og væn jer til navnet Magnus Carlsen.

Mange er sikkert allerede blevet nidstirret af den unge gut fra Tønsberg i Norge fra en af tøjgiganten G-Star RAWs plakater i bybilledet, hvor hans gennemborende blik i et ubarberet ansigt har signaleret ’cool og utilpasset teenager’. Uden at ane, at det var verdens bedste skakspiller, der gloede på én med et tilsyneladende ligegyldigt blik.

At Magnus Carlsen er vanvittigt god til skak understreges af, at han er den i verdenshistorien, der har den højeste rating, hvilket er et matematisk udtryk for spillerens styrke. Han overgår skaklegender som Garry Kasparov og Bobby Fischer. Og det gælder også den forsvarende verdensmester, inderen Viswanathan Anand, der ellers har været suveræn, siden han erobrede verdensmesterskabet fra Vladimir Kramnik i 2007 – en titel inderen har forsvaret flere gange lige siden.

Men også en titel, som den 43-årige inder måske mister snart. For i disse uger har han sat titlen på spil mod netop Magnus Carlsen, og selvom VM-duellen over 12 partier og 20 dage foregår på Anands hjemmebane i indiske Chennai, er det 22-årige norske skakfænomén klar favorit til at overtage titlen. Og Magnus Carlsen er heller ikke selv i tvivl om, hvem der vinder.

- Det gør jeg, naturligvis. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg kommer til at æde de ord. Men jeg synes ikke, der er nogen idé i at gå ind i sådan en match uden at være helt overbevist om, at man er den bedste, og at man vinder, hvis alt går efter planen, sagde den 22-årige nordmand i et interview med Politiken op til duellen i Indien.

Nej, Magnus Carlsen mangler tilsyneladende ikke selvtillid. Men hvorfor skulle han også det, når han er sej nok til at blive mode-ikon og blive fotograferet sammen med smukke kvinder som filmstjernen Liv Tyler, når han kan få indiske teenage-piger til at hvine ved sin bare tilstedeværelse, og når han kan skrive tocifret millionær på sit visitkort.

Fra 2007 til og med 2012 har selskabet Magnuschess AS således haft en omsætning på 24 mio. kr., og egenkapitalen i selskabet, som hans far, Henrik Carlsen, er daglig leder af, er vokset støt og roligt til 10,75 mio. kr. Derfor er det heller ikke så underligt, hvis Magnus Carlsen føler sig som en rockstjerne?

Det image kan Danmarks bedste skakspiller, Peter Heine Nielsen, der også er Magnus Carlsens træner, på sin vis godt genkende i den unge nordmand.

- Nu har han jo en manager, og de har kørt en bevidst branding-strategi og sørger for at profilere ham på en dygtig måde, ligesom det sker med for eksempel Caroline Wozniacki. Og det er også noget af det, der virker så godt. Han får lov til at være sig selv i mange situationer, og det fungerer godt og tiltrækker tøjfirmaer, tv-shows og sådan noget. Men på mig virker han som en sjov, normal og hyggelig fyr. Og derudover er han så verdens bedste skakspiller, siger den danske stormester.

Og det er ikke kun Magnus Carlsen, der nyder godt af succes’en. For når der pludselig kommer et skaktalent ud over det sædvanlige, der ikke er fra Rusland eller Asien, åbner det for, at skak som sport kan blive løftet til et nyt popularitetsniveau.

- Det håber man på, men der er måske lidt skepsis. Inden jeg havde set norsk tv i dag (torsdag, red.), ville jeg have sagt, at skak på tv ikke vil fungere. Men nu har jeg siddet og fulgt NRKs dækning i seks timer, og man kan se, at der er en begejstring omkring det. Så selvfølgelig kan han løfte det, som Bobby Fischer gjorde det i sin tid, siger Peter Heine Nielsen.

- Det er da enormt spændende for vores del af verden, altså Vesteuropa og USA, når der kommer et talent på den her måde. Jeg havde forestillet mig, at skak ville være for svært et produkt at sælge på denne måde, men Magnus får det til at se ud som om, det kan lade sig gøre, siger den danske stormester.

Magnus Carlsen blev interesseret i skak via sin far, der selv er en habil spiller. Henrik Carlsen er dog ikke i nærheden af at være elitespiller, og det lå ikke i kortene fra start, at Magnus skulle være verdensstjerne i skak. I begyndelsen var knægten end ikke særligt interesseret i spillet, men det ændrede sig, da han blev tændt af at vinde over sin storesøster. Og som ni-årig slog Magnus sin far for første gang.

Herfra fortsatte udviklingen med syvmileskridt for den unge nordmand. Som 13-årig blev Magnus Carlsen stormester – til sammenligning blev den nu afdøde danske skaklegende Bent Larsen stormester som 21-årig. Og før Carlsen fyldte 20, var han nummer ét i verden.

- Jeg lærte ham at kende som 10-12-årig, og der var han vældig bidt af skak. Og selv om han måske har været heldig at møde de rigtige trænere tidligt, er der ikke noget, der kan forklare de resultater, han har opnået. Der er tale om et enormt unikt talent, der er vokset op i et relativt goldt skakmiljø, lyder vurderingen fra Peter Heine Nielsen på, hvorfor et skak-geni pludselig popper op i Tønsberg i Norge.

Et skak-geni på 22 år, der både fremstår som verdensstjerne og som en ganske almindelig norsk knægt, der gerne hygger sig med serie 5-fodbold med vennerne på hjemegnen.

- Jeg tror, han kan lide begge dele. I perioder, hvor de plejer sponsorkontrakter, nyder han også det. Hver ting til sin tid. Når vi er sammen, er han grundlæggende helt normal over for mig. På mange måder nede på jorden og et godt og sympatisk menneske. Og vældig fokuseret, når han skal være sportsmand, siger Peter Heine Nielsen.