KØB PLUS!

Mobbede og drak sig gennem OL

Kaotiske tilstande på det australske svømmelandshold er skyld i nationens dårligste OL-resultat i 20 år, viser ny rapport.

Én guldmedalje. Det var udbyttet af Australiens svømmeholds anstrengelser under OL i sommer.

En nyligt offentliggjort rapport bestilt af det australske svømmeforbund viser, at nogle svømmere drak sig fulde, misbrugte receptmedicin, brød udgangsforbud, løj og mobbede sig igennem det skuffende OL.

Den stolte svømmenation vandt i alt 10 svømmemedaljer ved OL i London; seks sølv, tre bronze og én guld - nemlig i kvindernes 4 x 100 meter fri stafet. 

Facit var aussiernes værste OL-resultat siden legene i Barcelona i 1992.

Det var ventet, at mændenes holdstafet og verdensmesteren James Magnussen kunne hjembringe guldmedaljer, men ingen kunne leve op til de høje forventninger.

Nu får blandt andre Paulus Wildeboer, tidligere dansk landstræner, ansvaret for at bringe orden i rækkerne hos det australske landshold, hvor hollænderen er blevet ansat som trænermentor i Queensland i Australien, hvor landets største svømmetalenter huserer.

Rapporten beskriver, hvordan den rådne kultur på holdet gjorde op med al form for lederskab.

- Det (den dårlige opførsel, red.) burde have berettiget til en stærk, kollektiv ledelsesmæssig reaktion, som inkluderede trænere, stab og svømmerne. Sådan en kollektiv reaktion kom aldrig, lyder det i rapporten, der er udfærdiget af det uafhængige konsulentfirma Bluestone Edge.

Rapporten beskriver, hvordan nogle svømmere følte sig fremmedgjorte og ensomme i Australiens lejr og beskrev deres oplevelse i London som "den ensomme olympiade".

Inden australierne åbnede OL, var der rapporter fremme om, hvordan nogle af svømmeherrerne havde indført et indvielsesritual, som bestod i at tage sovemedikamentet Stillnox.

Svømmeforbundets præsident Barclay Nettlefold er stålsat på at genoprette det blakkede image hos svømmeholdet.

- Før vi begynder at tænke på at vinde guldmedaljer, vil vi vinde nationens beundring tilbage, og vi vil engagere os i vores svømmesamfund som aldrig før på ethvert niveau. Det har været en tid præget af reflektion, og det er tid til at være ærlig og åben omkring, hvordan vi kan tage de rette skridt mod fremtidig succes, siger Barclay Nettlefold.

Læs også: