Efter flere måneders boksetræning er bryderen Mark O. Madsen nu klar til træde ind i kampsportsverdenen.

Tilbage i november meldte verdensklasse bryderen Mark O. Madsen noget overraskende ud, at han i fremtiden ville give sig i kast med den voldelige sportsgren Mixed Martial Arts (MMA), som er en blanding mellem mange kampsporte som for eksempel boksning, brydning og thaiboksning.

Nu er den fremtid tilsyneladende kommet meget nær.  Mark O. Madsens første kamp i MMA-buret bliver nemlig den 19. april i Radisson Blu Falconer, står der i en pressemeddelelse fra hans promotor, Hans-Henrik Palm.

- Mark O. Madsen skal selvfølgelig bygges op som alle andre, og til den første professionelle kamp finder vi en modstander, der matcher det niveau, han har. Så han skal selvfølgelig ikke ind og møde en topprofessionel bokser. Men tag ikke fejl - han er så stærk, at man ikke fatter det, når først han får fat i én, siger promotor og matchmaker hos European MMA, Otto Knudsen.

Interessen for kampsporten er blandt de mest stigende verden over, og kan du ikke vente med at se eller gense et MMA-stævne på dansk grund indtil april, så har European MMA annonceret, at de for første gang bevæger sig udenfor København og Aarhus, hvor stævner hidtil har været afholdt.

Der sker, når de i samarbejde med Viborg Håndbold Klub den 2. marts afholder et stort stævne i Viborg Stadionhal, som kan huse 1.800 siddende gæster.

- Vi er gået ind i samarbejdet med European MMA, fordi vi synes, det vil være spændende at tilbyde en af de hastigst voksende sportsgrene i verden til et midtjysk publikum. Der har tidligere været en fin tradition for kampsportsstævner i Viborg Stadionhal, og med den netop overståede modernisering af hallen har vi fået endnu bedre rammer at tilbyde både kæmpere og publikum. Vi ser meget frem til et rigtig godt samarbejde med European MMA, sigerPeter Cassøe, direktør i Viborg HK A/S, der driver Viborg Stadionhal.