I begyndelsen af september kæmpede lægerne for triatleten Camilla Pedersens liv efter det grimme cykelstyrt, som tilføjede hende flere hjerneblødninger. Nu er hun hjemme igen.

I flere uger lå blev hun holdt i koma, mens det fortsat var usikkert i hvilken grad, at hun ville få varige mén efter ulykken.

Nu kan den regerende europamester i triatlon på Ironman-distancen glæde sig over, at hun har gjort så store fremskridt, at hun er blevet udskrevet fra Hammel Neuro Center og er vendt hjem til Esbjerg.

- Jeg husker jo ikke selv min ulykke eller tiden i koma, men efter hvad jeg efterhånden har fået fortalt, så har jeg jo svævet mellem liv og død og med det i baghovedet, så er det jo overvældende, at jeg nu får lov at komme hjem, forklarer Camilla Pedersen, der dog stadig har brug for hjælp fra sundhedssystemet.

 - Jeg skal forsat have hjælp, og nu får jeg det fra de folk, der kender mig rigtigt godt. Jeg har brug for rigtigt meget støtte, hvile og ro, men jeg slapper bedre af hjemme hos mig selv og sover bedre i min egen seng, så jeg føler, det er det helt rigtige, at jeg har fået lov at komme hjem, fortæller Camilla Pedersen på den blog, der er oprettet i forbindelse med støtteindsamlingen til hende.

Hun er glad for støtten og de mange opmuntrende hilsner, som hun har fået efter den alvorlige ulykke:

- Jeg er jo bare Camilla fra Esbjerg, og der har jo aldrig været så mange, der ved, hvem jeg er, som nu, det er meget overvældende, at min ulykke har gjort mig mere kendt end mine tre europamesterskaber.

Hun har endnu ikke nået at læse sig igennem de mange hilsner, som er blevet sendt for at opmuntre hende:

- Jeg bliver hurtigt træt, så jeg læser lidt hver dag, og det er jo utroligt rørende, at der er så mange mennesker fra hele verden, der vil mig det bedste. Det er svært at sætte ord på, men det betyder rigtigt meget for mig, siger hun.

Foreløbigt er der blevet indsamlet godt 180.000 kroner til den danske jernkvinde, som fortsat skal kæmpe hårdt for at vende tilbage til det liv, som hun levede inden det katastrofale cykelstyrt:

- Det gør mig bare så glad, at jeg ikke skal tænke på min økonomi, fordi så mange mennesker har valgt at støtte mig, og også mine fantastiske sponsorer og forbund. Det kan jeg slet ikke takke nok for, siger hun rørt.