Danmark bliver repræsenteret med mindst 12 deltagere ved atletik-EM i Zürich 12.-17. august.

Det relativt høje antal understreger den grøde, der har været i dansk atletik de seneste år.

- Jeg tror på yderligere et par deltagere. Fire-fem atleter har reelle muligheder for at kvalificere sig de kommende dage, siger Dansk Atletik Forbunds sportschef, Thomas Bøgh.

Deadline for EM-kvalifikation er DM i Odense 2.-3. august. De 12, som allerede er klar, er ni mandlige og tre kvindelige atleter:

Nick Ekelund-Arenander, Sparta, på 400 meter, Andreas Bube, Bagsværd, på 800 meter, Abdi Hakin Ulad, Korsør, på 10.000 meter, maratonkvartetten Lars Budolfsen, Sparta, Jesper Faurschou, Herning, Henrik Them, Sparta, og Peter Bech, AGF, Andreas Martinsen, Aarhus 1900, på 110 meter hæk, Rasmus Jørgensen, Sparta, i stangspring, Stina Troest, Amager, på 400 meter hæk, Caroline Bonde Holm, Sparta, i stangspring, og Jessica Petersson, Aarhus 1900, på maraton.

- Europa Cup'en på maraton var tidligere et selvstændigt arrangement, men er nu en del af EM. Derfor har vi besluttet at supplere Lars Budolfsen og Jesper Faurschou, som blev udtaget på baggrund af deres fine præstationer ved VM på halvmaraton i København, med Henrik Them og Peter Bech, så vi stiller fuldt hold, siger Thomas Bøgh.

Maratonruten bliver ekstrem krævende og spektakulær med stejle stigninger på en godt ti kilometer lang rute, som løberne skal igennem fire gange .

Der kæmpes om 47 sæt medaljer i Zürich. For to år siden i Helsingfors blev Andreas Bube en sensationel sølvvinder på 800 meter. Efter et års pause med en lårskade har han fået et imponerende comeback, men en ny medalje er urealistisk.

Nick Ekelund-Arenander, der i år har skiftet Østerbroklub (fra KIF til naboen Sparta), er i BTs optik den atlet, som har de største chancer for en placering i nærheden af podiet.