New York Times beretter, at mindst 15 russiske medaljetagere var dopet under vinter-OL i Sotji i 2014.

New York: Minimum 15 russiske medaljetagere og endnu flere russiske idrætsudøvere var ifølge den amerikanske avis New York Times involveret i et statsstøttet dopingprogram under vinter-OL i Sotji for to år siden.

Ruslands sportsminister, Vitaly Mutko, afviser, at historien har noget på sig.

New York Times skriver, at flere af Ruslands allerstørste sportsstjerner - blandt andre 14 langrendsløbere og to bobslædekørere, der vandt guld i Sotji - var en del af dopingprogrammet.

Hovedkilden til historien er Grigory Rodchenkov, der i 2014 var chef for det russiske antidoping-laboratorium under vinterlegene i Sotji.

Rodchenkov fortæller, at han var med til at udvikle en dopingcocktail bestående af tre forskellige præstationsfremmende præparater samt alkohol. Dusinvis af russiske sportsfolk blev dopet, hævder han.

Ifølge New York Times var flere antidopingeksperter og efterretningsfolk involveret i det store OL-bedrag, da de i al hemmelighed ombyttede urinprøver, så der ikke var noget at komme efter.

Rodchenkov fortæller, at urinprøverne blev ombyttet gennem et hul i væggen midt om natten.

- Vi havde udstyr, viden og erfaring, og vi var forberedt til Sotji som aldrig før, siger Rodchenkov til avisen.

- Det fungerede som et schweizer-ur.

Grigory Rodchenkov fortæller, at op mod 100 positive urinprøver efterfølgende blev tilintetgjort.

Rusland blev den mest vindende nation ved vinter-OL i Sotji med 33 medaljer - deriblandt 13 af guld. En medaljehøst, der var en klar fremgang i forhold til vinter-OL i Vancouver fire år tidligere, hvor Rusland blev overgået af fem nationer.

Vinterlegene i Sotji blev en lang russisk medaljefest.

- Folk fejrede de olympiske vindere, alt imens vi som besatte ombyttede deres urin, siger Rodchenkov.

Den tidligere russiske laboratoriechef frygter i dag for sin sikkerhed og har bosat sig på en hemmelig adresse i Los Angeles.

I den forgangne uge har tv-stationen CBS i en anden historie berettet, at mindst fire russiske guldvindere dopede sig i Sotji.

Sportsminister Vitaly Mutko udtalte sig allerede om New York Times-historien onsdag, før historien blev offentliggjort.

- Systemet under OL var fuldstændig transparent.

- Alt blev kontrolleret af internationale eksperter - lige fra prøvetagning til analyser, sagde Mutko.

Sidste år afslørede Det Internationale Antidopingagentur, Wada, statsorganiseret doping inden for russisk atletik. Det var denne sag, der fremtvang Grigory Rodchenkovs afgang som chef for det russiske antidoping-laboratorium.

I øjeblikket er Rusland udelukket fra alle internationale atletikkonkurrencer, og de russiske atletikudøvere risikerer at måtte blive hjemme fra sommerens OL.

/ritzau/