Isaac Makwala følte sig klar til at løbe. Det var VM-finalen på 400 meter, og hurtigløberen fra Botswana havde med sæsonens fjerdebedste tid muligheder for at hente medaljer. Han fik bare ikke lov.

For Det Internationale Atletikforbund havde givet Makwala forbud mod at løbe, da han er en af de atletikudøvere, som er blevet ramt af en omfattende mavevirus. Så selv da Isaac Makwala følte sig klar til at løbe finalen og mødte op på stadion, kunne han ikke få lov at komme ind.

Det viser en video fra journalisten Dan Salisbury-Jones.

»Der har ikke været nogen medicinsk test overhovedet. Det er bare generelle antagelser som følge af sygdomsudbruddet, og han har kun et af symptomerne,« siger formanden for Botswanas atletikforbund, Falcon Sedimo, ifølge BBC.

Isaac Makwala blev først nægtet at stille op i 200 meter-finalen, og i 400 meter-finalen var der altså heller ikke deltagelse af en af finalefavoritterne. Det var han ikke selv tilfreds med.

»Jeg var ikke specielt syg. Jeg kastede bare op. Som alle andre atleter kastede jeg op. Jeg kunne godt have løbet, for jeg varmede op, og alt gik godt. Jeg var klar til at løbe,« siger Isaac Makwala ifølge BBC.

Ifølge nyhedsbureauet Reuter har atleten i en besked på Facebook sagt:

»Jeg kom til stadion i dag (tirsdag, red.) og var klar til at løbe. Men jeg gik direkte i en fælde og blev nægtet adgang til stadion. Jeg har kæmpet for at få sandheden frem. Jeg fastholder, at jeg ikke er syg, og at jeg ikke er blevet undersøgt af en læge,« siger han.

Mens Isaac Makwala ikke måtte stille op i 400 meter-finalen, kunne Wayde van Niekerk i stedet vinde finalen på distancen foran Steven Gardiner og Abdalelah Haroun.

Wayde van Niekerk (i midten) vandt guld på 400-meter-distancen.
Wayde van Niekerk (i midten) vandt guld på 400-meter-distancen. Foto: SEAN DEMPSEY
Vis mere

Den sydafrikanske guldvinder havde efterfølgende ondt af sin udelukkede rival:

»Jeg ville have elsket, hvis han havde fået en fair chance. Jeg tror, at han ville have klaret sig meget godt, og jeg har stor sympati for hans situation. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne give ham min medalje,« lød det fra Wayde van Niekerk.