- Med epo løb jeg som kenyanerne

Den professionelle amerikanske løber Christian Hesch har indrømmet epo-doping. Han fortæller detaljeret, hvordan og hvorfor han gjorde det.

Amerikaneren Christian Hesch er ikke nogen stor løber. Han har ganske vist formået at presse sig ind i klubben af mellemdistanceløbere, der har brudt de magiske fire minutter for en mile. Men han er først og fremmest en atlet, der turnerede rundt i USA på jagt efter pengepræmier i de gadeløb, hvor der var bedst udsigt til svag modstand og mange dollars. Som oftest iklædt et par knælange surfershorts som et kendetegn til at minde tilskuerne om, at han bare er en 'surfer dude' fra Californien, som løber forbandet stærkt.

Og nu er han også blevet kendt for at have brugt ulovlige medicinske genveje til at vinde sine pengepræmier. Hesch blev afsløret af en af sine holdkammerater, der fandt en brugt epo-sprøjte og konfronterede ham. Siden kom det amerikanske anti-doping agentur efter ham, og selvom Hesch først ville benægte alt, overbeviste den måde, som USADA har taget fat om Lance Armstrong ham om, at det var en god idé at indrømme alt.

- Det ville blive ret dyrt, hvis jeg skulle kæmpe imod. USADA tager kun fat i sager, som de er ret sikre på at vinde, siger Hesch til New York Times.

Og så fortæller den 33-årige løber ellers om, hvordan han siden august 2010 selv har sprøjtet sig med epo, som han har købt i Mexico og siden smuglet ind over grænsen. Siden han begyndte epo-kuren, har han scoret omkring 40000 dollars (230.000 kroner) i præmiepenge i de 75 løb, som han er stillet op i. Uden overhovedet at blive testet for doping.

Hesch, som har løbet på konkurrenceniveau siden 2001, fortæller om en liv som professionel løber langt fra glamour og store sponsorkontrakter, hele tiden er på jagt efter nemt vundne præmier. Indtil 2010 var han en 'ren' løber, men så blev han kørt ned under en træningstur på sin cykel. Han fik revet skulderen af led, men ellers slap ham med hudafskrabninger og en flænge på albuen. De næste fem måneder var han ikke i stand til at træne normalt, og så blev fristelsen for stor: Hesch tog ned over grænsen for at hente 18 doser koncentreret epo, som han betalte 400 dollars (2300 kroner) for.

Allerede en måned senere kunne Hesch måle forskellen. Hans hæmatokritværdi var steget fra 44 til 51,7. Men der gik næsten to år til og to epo-kure til, før han efter eget udsagn for alvor kunne mærke forskellen. I en Rock 'n Roll Providence halvmarathon var han pludselig flyvende og gik frem i spids sammen med de to etiopiere, Fikadu Lemma og Demesse Tefera. De rykkede sammen fri af feltet, og efter 16 kilometer løb Hesch fra sine afrikanske konkurrenter.

- På epo føles det at løbe, sådan som du forestiller dig alle de der flydende kenyanske løbere. To-tre uger inde i kuren har du selv sådan, fortæller Hesch om at løbe på epo.

Nu er han færdig med at løbe flydende som kenyanerne. Han har i et åbent brev undskyldt til sine konkurrenter, og han ser frem til at modtage sin karantænedom fra USADA. Også selvom han fastslår, at han 'kun' har brugt epo i træningen ikke i konkurrencerne.

- Jeg accepterer min straf, jeg ligger som jeg har redt.

Læs også: