Bryderen Mark O. Madsen har en OL-billet som sit klare mål, når han i næste uge deltager ved VM i Istanbul.

Mark O. Madsen har fire gange stået på medaljeskamlen ved VM i brydning. Og efter en langvarig skulderskade, som holdt ham ude af sidste års VM, er den 26-årige bryder igen med, når verdensmesterskaberne bliver afviklet i Istanbul i næste uge.

På grund af den lange pause går Mark O. Madsen dog ikke i medaljetanker i år. Han har i stedet rettet fokus mod næste års OL i London.

- Jeg håber meget på, at jeg kan kvalificere mig til OL. Det er målsætningen, i forhold til at jeg er kommet tilbage fra en langvarig skulderskade. Det er en god målsætning. Overliggeren er sat højt, så jeg håber på en god dag, siger Mark O. Madsen.

Danskeren, som deltager i 74-kilo-klassen i græsk-romersk brydning, skal blive blandt de seks bedste ved VM for at sikre OL-billetten i denne omgang.

Mark O. Madsen, som under sin genoptræning måtte kæmpe for bare at løfte sin arm, føler, at han har haft et godt forløb i forhold til, hvordan hans krop har reageret.

- Jeg er positivt overrasket over den genoptræningsfase, jeg har haft.

- Jeg føler, at jeg er i relativt god form, men jeg opfatter mig ikke som værende i så god form, så jeg kan være med til at kæmpe om verdensmesterskabet. En OL-billet vil være fantastisk, siger danskeren.

Danskerens VM-forberedelser blev ramt af en personlig tragedie, da landstræner Ryszard Swierad pludselig døde i sidste måned.

- Jeg havde tre år med Ryszard, hvor vi lærte hinanden at kende, og det var meget det, som planen byggede på. Og når vi så pludselig er tvunget til at skifte træner en måned før VM, så står vi i en helt ny situation.

- Det har været en udfordring at holde fokus på sporten, dels på grund af tragedien, men også i forhold til alle de nye elementer, der er kommet ind over, siger han.

Mark O. Madsen vandt VM-sølv i 2005, 2007 og 2009, og i 2006 vandt han VM-bronze.

/ritzau/