Den 7. januar 2017 uddeles BT Guld til årets største sportspræstation. BT Guld er kendetegnet ved, at det er atleterne selv, der afgør, hvem der vinder. Frem til uddelingen bringer vi hver dag en af de ti indstilledes egen fortælling om den præstation, der førte til, at han, hun eller vedkommendes hold blev indstillet til BT Guld.
Her er det bryderen Mark O. Madsen, som fortæller om den flotte sølvmedalje, han kæmpede sig til ved OL i Rio, og om de små marginaler, der gjorde, at det ikke blev til guld.
»Jeg blev spurgt, om det var gået op for mig, at jeg havde vundet en medalje. Nej, det var det egentlig ikke. Jeg gik også ud efter semifinalen og fulgte rutinen. Da jeg lagde mig ind på madrassen, kom de så og fortalte mig, at der nu ville gå noget tid, fordi jeg var i finalen.«
»Jeg var ikke klar over, at jeg stod i en semifinale. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle ind og møde den her ungarer, Peter Bacsi. Jeg vidste nogenlunde, hvad hans styrker er. Han er en superdygtig bryder, som er to gange tidligere verdensmester, og han har de seneste mange år været i vægtklassen over. Men den er ikke olympisk, så han er gået ned i vægtklasse op til OL.«
»Det er først efter OL, at jeg har set, at landstræneren, Simon (Kogut, red.), kom ind og lavede flikflak. Jeg var simpelthen så tømt for kræfter. Jeg var træt, da jeg gik rundt på madrassen. Det var først, da jeg skulle forbi journalisterne, at det gik op for mig, at jeg var i finalen, fordi de spurgte mig om det.«
»Jeg opfattede ikke, at jeg havde vundet en medalje på det tidspunkt. Jeg opfattede bare, at vi var glade for, at jeg havde vundet kampen, fordi han var favorit.«
»I finalen var vi ikke ret langt henne i kampen, før det gik op for mig, at jeg følte mig ret godt kørende. Jeg følte, at han var træt. Finalen endte 5-1, men det var en lige kamp. Efter halvandet minut dømte dommeren en af os passiv. Det var simpelthen en 50/50-beslutning. Normalt plejer man at sige, at det er ham, der bakker, der er passiv. Det har været et skøn for dommeren, og jeg tror, at det har været enormt svært at se, hvem af os der var passiv eller aktiv.«
»Jeg følte egentlig, at jeg havde overtaget i den kamp. Jeg var over ham. Jeg var efter ham. Jeg følte, at jeg gjorde en rigtig fin figur. Jeg havde fortjent det guld lige så meget, som han havde. Sådan er sport.«
»Han lavede en aktion i parterre, og det var den, der afgjorde det. Men den parterre var baseret på en dommerkendelse, der var fuldstændig lige. Det er et skøn. Jeg ved ikke engang, om han vidste, hvad der har været rød, og hvad der har været blå. Det har måske bare været en refleks.«
»Var det ham, der var røget ned først, havde jeg haft kræfterne. Så havde jeg haft chancen for enten at tage pointene eller mule ham det næste halvandet minut. Det havde muligvis gjort ham meget træt. Det havde været spændende at se, hvis vi havde været bare halvandet minut længere inde i kampen, hvad der så var sket i den parterre-situation.«
»Det var Kronprins Frederik, der overrakte medaljen til mig. Jeg kan ikke huske ordret, hvad han sagde. Han har nok sagt noget om, at det var en flot præstation. Det er det, der er med et OL. På den ene side er det en fantastisk oplevelse, og på den anden side er det et virvar af indtryk. Når først man får det lidt på afstand, er der enkelte ting, der stikker ud.«
»Når jeg er færdig med sådan en dag, sover jeg fire dage efter. Det er all out. Jeg er virkelig så smadret.«
Derfor fortjener jeg at vinde
»Jeg kan ikke sige, hvorfor det er mig, der bør vinde BT Guld. Det vigtigste for mig er, at jeg laver noget, jeg elsker. Jeg står op hver morgen, og det kan også blive for meget, fordi træ-ningen er så hård, men i bund og grund laver jeg noget, som jeg elsker.«
»Jeg tror og håber på, at alle, der er blevet indstillet, har det sådan. Jeg synes i forvejen, at det er svært at rangere indsatser. Jeg kan ikke komme med nogen one-linere på, hvorfor jeg burde vinde.«
»Jeg begyndte som seksårig, og i 25 år har jeg drømt om at vinde en OL-medalje. At realisere drømmen og vinde medaljen er bare en forløsning. Jeg vågner stadig op en gang imellem og tænker: ’Lykkedes det nu?’. Jeg har været med tre gange, og jeg har egentlig haft niveauet tre gange til at vinde en OL-medalje.«
»Jeg er så stolt af at have vundet den medalje, så jeg kan ikke rigtig komme med nogen grund. Jeg håber, at alle er stolte over de medaljer, de har vundet.«
Jeg ville selv pege på ...
»Pernille Blume – fordi hun vandt guld. Jeg skal komme med et bud på, hvem der skal vinde. Og der tager jeg fra toppen. Hun fandt bare dagen og leverede en verdensklasse-præstation på dagen. Det er flot.«
»Jeg ved, at svømmerne slider for det. De er oppe tidligt for at træne – ligesom jeg selv er. De kæmper en kamp, og de tæller et hav af fliser på bunden af bassinet. De leverer i forberedelserne en virkelig fantastisk præstation. Var der nogle, jeg undte at vinde en medalje ved OL, var det svømmerne.«
»Jeg trænede sammen med dem frem til OL i 2008. Vi trænede oppe i Farum, hvor de også trænede fysisk. Jeg synes, at svømning er en hård disciplin at være en del af, og derfor synes jeg, at hun skal løbe med den.«
»Jeg ville også gerne have givet Sara Slott en kæmpe anerkendelse, for hun leverede en præstation i atletik samtidig med, at hun er mor. Jeg er far til to små børn, men jeg er far. Forestil dig at have været mor. Jeg har sovet for mig selv i fire måneder op til OL, hvor min kone har taget sig af børnene. Børn er lidt mere til moderens side, når de er små. Det har været vildt.«
