Et vaskeægte stjernepar venter nu deres første barn.

Rygterne har længe svirret, men nu skulle det være sandt. Bastian Schweinsteiger og hans kone Ana Ivanovic skal have en lille baby. Det har de begge annonceret på Instagram.

’En lille udvidelse til vores familie. Kunne ikke være mere lykkelig,’ skriver Ana Ivanovic på det sociale medie.

Den tidligere tennisstjerne 30-årige Ana Ivanovic og fodboldspilleren 33-årige Bastian Schweinsteiger blev gift med hinanden i sommeren 2016, hvor de holdt et stort bryllup i Venedig.

Ana Ivanovic havde en aktiv tenniskarriere frem til 2016, hvor hun nåede verdensranglistens nummer et tilbage i 2008 og blandt andet vandt French Open og nåede til finalen i Australia Open.

Bastian Schweinsteiger har haft en lang og succesfuld fodboldkarriere, hvor han blandt andet har spillet i Bayern München, Manchester United og det tyske landshold. Han skiftede i 2017 til Chicago Fire, hvor han har kontrakt til årets udgang.

Parret blev kærester tilbage i 2014 og bor i dag i Chicago.

Bastian Schweinsteiger har også lagt et billede ud på sin Instagram med en annoncering af den kommende baby.

’Vi venter på et nyt familiemedlem og er så taknemlig,’ skriver Bastian Schweinsteiger på Instagram.