Danmark 1992, Muhammad Ali, Boris Becker og nu også Leicester er på listen over sportens største sensationer.

Sport er fuld af overraskelser, men vaskeægte sensationer er der længere imellem. Med det engelske fodboldmesterskab skrev nedrykningsdømte Leicester sig mandag aften ind blandt de historiske sportsøjeblikke, som formentlig aldrig bliver glemt.

Her er nyhedsbureauet AFP's liste over de største sensationer gennem tiderne.

* Nottingham Forest (1977-79):

Nottingham Forest rykkede op i den bedste engelske fodboldrække i 1977. I den første sæson efter oprykningen vandt klubben, der havde afholdt ost- og vinaftener for at skaffe penge i kassen, det engelske mesterskab. Sensationen bliver kun endnu vildere af, at Forest i begge de efterfølgende sæsoner vandt Uefa Cuppen for mesterhold.

* Muhammad Ali (1974):

Ali havde nægtet at aftjene sin værnepligt i Vietnam, og det kostede ham tre år væk fra boksningen i den periode, som aldersmæssigt formentlig ville have været hans bedste i karrieren. Efter den lange pause tabte han til Joe Frazier og Ken Norton, og ingen - måske heller ikke Ali selv - troede, at Ali ville have en jordisk chance mod den frygtindgydende George Foreman, som brutalt jævnede både Norton og Frazier med jorden inden for to omgange. Men i Zaire overraskede Ali stort med sin "rope-a-dope"-taktik, slog den udmattede Foreman ud i ottende omgang og genvandt VM-titlen i sværvægt i en alder af 32 år.

* Danmarks fodboldlandshold (1992):

Danmark kom kun med til EM, fordi Jugoslavien blev udelukket på grund af krigen. Ricardos tropper lagde ud med 0-0 mod England og tabte derefter 1-2 til Sverige. 2-1-sejren over Frankrig i sidste gruppekamp var lige akkurat nok til at klemme sig videre til semifinalen, hvorfra resten er den eventyrlige historie, som alle danskere husker.

* Boris Becker (1985):

Ja, Boris Becker blev en stor tennisstjerne, men da han vandt Wimbledon i 1985, var den rødhårede tysker kun en knægt på 17 år. Han vandt opvarmningsturneringen i Queens og fik prædikatet "en kommende Wimbledon-vinder". Profetien gik i opfyldelse blot tre uger senere, da Becker i finalen besejrede den lange sydafrikanske superserver Kevin Curren, som ellers havde ekspederet både Jimmy Connors og John McEnroe ud af turneringen.

* Bob Champion (1981):

Den engelske jockey Bob Champion fik konstateret testikelkræft i 1979, og lægerne gav ham seks til otte måneder tilbage at leve i. Han besluttede at kæmpe videre og gennemgik den nye og smertefulde behandling med kemoterapi og var tilbage i sadlen et år senere. Hans hest Aldaniti var ofte under behandling for diverse skader, men alligevel vandt duoen det udmattende og sagnomspundne Grand National Steeplechase på den berømte Aintree-bane i en stærkt følelsesladet triumf, der senere dannede grundlag for en film.

 

Til AFP's liste kan man tilføje andre fodboldsensationer som for eksempel:

* Grækenland vinder EM i fodbold 2004.

* Herfølge vinder DM i fodbold 2000.

* Randers FC undgår nedrykning fra Superligaen i 2010 efter at have haft 13 point op til stregen med 15 kampe igen.

/ritzau/