Landsholdsroeren Mette Dyrlund Petersen blev natten til mandag ramt af en blodprop. Nu er hun i bedring.

Siden mandag har Mette Dyrlund været indlagt på sygehuset i Klagenfurt i Østrig, og herfra er meldingerne nu, at hun er i bedring.

- Mette har været oppe at stå fra sengen. Og hendes tale-evner er også i bedring, fortæller landstræner Mads Haubro fra Østrig.

Læs også: Fandt Mette bevidstløs i sengen

Sammen med resten af det danske landshold i roning var Mette Dyrlund i gang med de sidste intensive forberedelser inden VM i roning, som afvikles den sidste uge i august i Amsterdam. Hun var sammen med landsholdet i træningslejr i østrigske Völkermarkt, da ulykken ramte hende.

Ro-makkeren og værelseskammeraten Lisbet Falch Jakobsen fandt Mette Dyrlund, og da hun ikke kunne kommunikere med hende, blev ambulancen tilkaldt. Hele landsholdet er naturligt nok påvirket af den ulykkelige hændelse, men det er gået værst udover værelseskammeraten samt Dyrlunds kæreste Jannik Nilton, der også er landsholdsroer og med i Østrig. Team Danmark har sendt en krisepsykolog ned til roerne for at hjælpe dem med at bearbejde oplevelsen.