NBA’s mest scorende spiller nogensinde, Kareem Abdul-Jabbar, afslørede fredag aften en statue af sig selv i Los Angeles

Han var stiktosset, da Los Angeles Lakers-legenden Jerry West blev hædret med en statue i Staples center i 2011. Fredag aften var Kareem Abdul-Jabbar anderledes smilende, da det var hans tur til at blive udødeliggjort i bronze.

NBA-historiens mest scorende spiller afslørede den knap fem meter høje statue af sig selv under en ceremoni forud for Lakers’ kamp mod Phoenix Suns. Statuen viser Jabbar i færd med at lave sit såkaldte skyhook-skud, som han var så berømt for. Til stede ved ceremonien var blandt andre Jabbars tidligere holdkammerater og trænere Earvin ’Magic’ Johnson, Jerry West og Pat Riley og – selvfølgelig – Lakers-superfan Jack Nicholson.

- Jeg havde lidt for meget at sige om, at det ikke skete med det samme. Men de var tålmodige med mig, sagde Kareem Abdul-Jabbar i sin takketale med henvisning til sin tirade om Wests statue.

Kareem Abdul-Jabaar nåede at spille i NBA i 20 år – heraf tilbragte han de sidste 15 sæsoner hos Los Angeles Lakers. I den periode vandt han seks mesterskaber, blev kåret til sæsonens mest værdifulde spiller seks gange og scorede i alt 38.387 point. Det er stadig NBA-rekord.

Ud over Kareem Abdul-Jabbar og Jerry West har ’Magic’ Johnson, bokseren Oscar de la Hoya og NHL-legenden Wayne Gretsky fået rejst en statue af sig i Staples Center.