KØB PLUS!

Kronprinsen: Ingen er fredet

IOC-medlemmet Kronprins Frederik fremhæver, at ingen sportsgrene på OL-programmet bør føle sig sikre

Det vakte stor opstandelse, da IOC sidste uge anbefalede, at man droppede brydning fra det olympiske program i 2020.

Som en af de traditionelle, olympiske idrætsgrene, troede mange, at den var fredet. Men sådan er det ikke og sådan skal det ikke være, lyder det fra Danmarks medlem af den internationale olympiske komité, Kronprins Frederik.

- Jeg tror, det kom som en overraskelse for mange, at valget faldt på brydning - som regnes blandt de oprindelige discipliner fra de antikke lege. Det er dog vigtigt at understrege, at den endelige beslutning tages først til september.

- Helt overordnet handler det om, uanset om det er en traditionsbunden olympisk disciplin eller ej, at folk forstår sporten, at den er publikumsvenlig, siger kronprins Frederik, ifølge TV 2 Sporten, til Ritzau.

Han understreger, at det er vigtigt for idrætsgrenene, at de udvikler sig.

- Det er et vilkår for de internationale forbund, at de hele tiden reviderer den sport, de repræsenterer, at man ikke hviler på de olympiske laurbær, siger kronprins Frederik, der peger på badminton som et godt eksempel på en sport, der har udviklet sig positivt, da de i 2006 ændrede pointsystemet.

Læs også: