Den danske fodboldspiller Kris Stadsgaard skifter fra norske Rosenborg til Malaga i Spanien, hvor han bliver holdkammerat med landsmanden Patrick Mtiliga.

Forsvarsspilleren Kris Stadsgaard siger farvel og tak til det norske mesterhold Rosenborg og skifter til Malaga i Spanien.

Det bekræfter Rosenborg.

- Jeg har altid haft en drøm om at spille i Primera Division, så dette er vældigt spændende, siger Kris Stadsgaard til Rosenborgs hjemmeside.

Rosenborg kunne ikke modstå tilbuddet fra Malaga, siger nordmændenes sportslige leder, Erik Hoftun.

- Kris havde lidt over et år tilbage af sin kontrakt, og vi fik et tilbud, som var godt, og som vi var tilfredse med. Kris havde selv lyst til at skifte, og det var rigtigt at lade ham smutte, lyder det fra Hoftun.

Danskeren kan få debut for sin nye klub den 11. september, hvor Malaga møder Real Zaragoza.

/ritzau/