Henrik Hyldelund er på fire år gået fra at være en glad motionist til en status som Danmarks bedste.

Dansk triatlons kongerække fik søndag eftermiddag tilføjet en regent. Med sin overbevisende sikre sejr i en tid på tre minutter over de otte timer gjorde den 29-årige Henrik Hyldelund fra Aarhus 1900 et overbevisende indtog og gjorde krav på sin plads efter de tre store, Peter Sandvang, Thorbjørn Sindballe og Rasmus Henning.

Og det selvom Hyldelund kun har dyrket triatlon målrettet de sidste tre-fire år.

- Det er lidt surrealistisk. Jeg er jo bare en lille glad sønderjyde, der dyrker den sport, jeg godt kan lide, og nu er jeg den dansker, som har lavet den næsthurtigste Ironman nogensinde. Det er jo vanvittigt konstaterer Hyldelund selv, mens han slapper af og giver sin ømme krop en chance for at restituere ovenpå sin præstation.

Hans forgænger Rasmus Henning er ikke tvivl om, at Hyldelund hører til i det fine selskab.

- Set over denne sæson er han den bedste i Danmark. Det var en verdensklassepræstation, han lavede i København. Han slog Timo Bracht, som tidligere i år har vundet. Henrik er med i det firkløver, mener Henning, som samtidig ser frem til at se Hyldelund begå sig i et endnu skrappere selskab.

Men Henning mener også, at hans arvtager bør arbejde hårdt på at forbedre en af dis-ciplinerne.

- Han er i verdensklasse i svømningen og på cyklen. Man han mangler noget i løbet, det er absolut hans svage punkt. Han kan med fordel flytte lidt rundt på sin krop og måske sætte noget til på både svømning og cykling, hvis han samtidig kan forbedre sig på løbet, siger Henning, der understreger, at han er meget optimistisk på Hyldelunds vegne, fordi han stadig befinder sig tidligt i sin udvikling som elite-triatlet.

København-vinderen, som blev landskendt, da han tidligere i år blev kørt ned af bil, mens han lå til at vinde DM på den halve ironman, er helt enig i, at han skal forbedre sig på løbet.

- Hvis man ser på alle de store stævner, så er det på løbet, at de bliver afgjort. Jeg kommer nok aldrig til at løbe 2.45 på den afsluttende maraton, for det er jeg ikke bygget til, men måske jeg kan smide tre minutter på de to første discipliner og så hente fem-seks stykker på løbet, siger Hyldelund.

Den 11. oktober afvikles triatlon-sportens største stævne, Ironman på Hawaii, men det bliver uden Henrik Hyldelund. Selv hvis han havde kvalificeret sig, ville han have valgt den fra.

- Det er med i planerne for fremtiden, det er der alle de bedste er med. Men jeg vil kunne præstere mit bedste, når jeg skal være med, fastslår den 29-årige sønderjyde, som i år har droppet sit arbejde for at satse hundrede procent på sporten.

Derfor kunne han godt tænke sig støtte fra Team Danmark, men det er der ikke udsigt til, før han laver resultater ved VM-langdistance eller på Hawaii, fastslår Dansk Triatlon Forbunds sportschef Morten Fenger.

- Vi bruger alle vores ressourcer på at udvikle atleterne, og når man når et niveau som Henriks, kan man også brødføde sig selv gennem sponsorer og præmiepenge, siger Fenger, som godt kan nikke genkendende til, at Hyldelund hører til i selskab med de tre store, Sandvang, Sindballe og Henning.

- På svømningen er han nok en tand bedre end nogle af de andre, på cyklingen er han af Thorbjørnske dimensioner, men så halter han væsentligt efter Henning på løbet - men det gør de fleste, konstaterer sportschefen, som glæder sig til at se Hyldelund forsvare de danske farver ved EM på den halve Ironman-distance midt i oktober.