BT har spurgt stjernerne ved gallashowet Sport 2012 om deres bedste sportsminder fra året, der gik

Jonas Høgh-Christensen: Mads og Rasmus (dobbeltsculleren, red.) har gjort det flot i år. De har haft en lang karriere med mange, store sejre, og det her var deres helt store mål. Det må man tage hatten af for.

Lotte Friis: For mig var den største oplevelse VM på kortbane. Det husker jeg tilbage på med glæde. Ikke mindst fordi, jeg viser mig selv, at jeg stadig godt kunne.

Kronprins Frederik: Personligt overværede jeg herrernes badmintondouble i hallen ved OL i London, og det står som den største enkeltbegivenhed for mig i sportsåret 2012. De vandt desværre ikke, men det var en fornem præstation, og stemningen var helt i top. Der var mange andre store præstationer ved OL og i 2012 som sådan, men det var ikke alle sammen, jeg selv var til stede ved, så derfor står badmintonfinalen som den største personlige oplevelse.

Frank Jensen: OL og PL (Paraolympiske Lege) i London var stort. PL var en meget emotionel oplevelse, og OL blev det bedste siden 1948. Det er flot.

Helle Thorning-Schmidt: Vi nåede ud på rostadion og så doublesculleren vinde guld, og det var en fantastisk oplevelse at se det danske flag komme helt til tops.

Kasper Hjulmand: For mig var det største i 2012 den aften i Farum, da det hele gik op i en højere helhed, og vi vandt mesterskabet. 

Guldfireren v. Eskild Ebbesen: Roning er jo en engelsk traditionssport. Derfor er vi klædt på i den klassiske engelske stil. Det er en tradition, at vi er ens klædt til årets sportsshow.

Poul Erik Høyer: Jeg var på rostadion og se dobbeltsculleren vinde guld. Det er bare noget særligt over guld til et OL. Det er helt i særklasse.