Den irske kampsports-stjerne Conor McGregor tager en pause fra ringen og skal i stedet være med i ... successerien 'Game of Thrones'.

Verdensmesteren tager ti måneders orlov fra UFC-sporten og skal nu gøre sig som skuespiller. Det bekræfter præsidenten for den amerikanske kampsportsgigant UFC, Dana White, over for mediet UFC Unfiltered.

Conor McGregor har nemlig fået en rolle i den populære HBO-serie 'Game of Thrones', hvor danske Nikolaj Coster-Waldau spiller en af seriens bærende roller.

»Jeg har vidst i nogle måneder, at de var interesserede i at bruge ham i serien. Og jeg er glad for, at de gør det. Det bliver strålende,« fortæller Dana White.

Hvilken rolle, Conor McGregor skal spille i den amerikanske eventyr-serie, er endnu ikke officielt bekræftet. Men på rygteplan er den irske kampsports-stjerne udset rollen som pirat under den forviste dronning af 'The Iron Islands, Euron Greyjoy'.

Det er dog ikke kun skuespil, som Conor McGregor skal bruge sin ti måneder lange pause på. Ireren og hans kæreste venter nemlig parrets første barn, og det er samtidig for at bistå hende i graviditeten, at Conor McGregor har valgt at tage en pause.

Conor McGregor må på grund af sin pause give afkald på sin VM-titel hos UFC, og derudover må snakken om en regulær boksekamp mod amerikaneren Floyd Mayweather også forstumme for en tid.

Serien 'Game of Thrones' har haft flere danske skuespillere med i dens mange sæsoner. Udover Nikolaj Coster-Waldau har også Frank Hvam og Birgitte Hjort Sørensen haft roller i serien.