Tiger Woods’ kæreste brød sammen i tårer, da hun fik beskeden om, at golfspilleren mandag var blevet arresteret.

Det skriver det amerikanske medie TMZ.

Her lyder, at Kristin Smith opholdt sig i stormagasinet Neiman Marcus i Dallas, da en bekendt kontaktede hende via telefonen.

Flere øjenvidner fortæller ifølge TMZ, at Kristin Smith mistede kontrollen og råbte ud i lokalet:

»Jeg vidste det, jeg vidste det.«

Efterfølgende forlod hun ifølge mediet stormagasinet, der hovedsageligt sælger luksusvarer, med indkøb for omkring 5.000 dollars (lige over 30.000 kroner)

Tiger Woods blev mandag arresteret i den lille by Jupiter i Florida på grund af mistanke om spirituskørsel.

Siden har den 41-årige golfspiller udsendt en meddelelse, hvori han afviser at have drukket.

»Jeg ønsker, at offentligheden skal vide, at der ikke var alkohol involveret. Hvad der skete, var en uventet reaktion på indtag af receptpligtig medicin. Jeg indså ikke, at en blanding af medicin ville påvirke mig så kraftigt,« lød det fra Tiger Woods.

Ifølge TMZ skulle politiet have stoppet ham, fordi han kørte uforsvarligt på tværs af vejen.

Ifølge politikilder var der alkohol at spore i Tiger Woods ånde, men han skulle have afvist at ville blæse i et alkometer.

Ifølge lovgivningen i Florida betyder det øjeblikkelig arrestation og en inddragelse af kørekortet.

Angiveligt skulle han have opført sig ’arrogant’ ifølge mediets kilder.

Det er ikke første gang, at Tiger Woods kommer galt af sted i sin bil. I 2009 ramte han en brandhane og et træ, da han angiveligt blev jagtet af sin daværende hustru, Elin Nordegren, der svingede en golfkølle og smadrede ruder i bilen.

Herefter væltede det ud med historier om massivt utroskab genmnem mange år. Siden blev parret skilt.

»Min uærlighed og selvoptagehed forårsagede hende intens smerte. Jeg vil fortryde det resten af livet,« skriver Tiger Woods i sin nye selvbiografi ’The 1997 Masters: My Story’.

Siden skilsmissen har golfspilleren også været i et forhold med skiløberen Lindsey Vonn. Hende kan du se lidt mere til her, hvor hun viser et afslørende billede af sig selv.