Den forhenværende topspiller Kenneth Jonassen bliver ny assistenttræner for badmintonlandsholdet.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kenneth Jonassen vender tilbage til Danmark efter tre år som landstræner i England. Den tidligere topspiller i herresingle har skrevet under på en fireårig kontrakt som assistenttræner for det danske landshold.

- Det har været en familiebeslutning at tage tilbage til Danmark, og selvom vi alle sammen har været glade for at være i England, var tidspunktet det rigtige - både for min familie og for min personlige udvikling som træner. Jeg har haft tre meget udviklende og lærerige år i England, hvor jeg har sat mit præg på, hvad der skal til for at udvikle spillere i verdensklasse, siger Kenneth Jonassen til badminton.dk, forbundets officielle hjemmeside.

Inden han flyttede til England var Jonassen i syv år spillende træner i Greve. I perioden 2008-10 var han tilknyttet forbundet som centertræner. Han har to gange vundet DM-guld i 2004 og 2008.

Kontrakten træder først i kraft efter VM, der spilles i Kina til august. Jonassen skal fokusere sin indsats omkring de bedste danske herresingler.