Det havde nok været en bedre fornemmelse dengang i Athens sommervarme i 2004. Men kuglestøderen Joachim B. Olsen får nu officielt den store ære for at have vundet sølv for otte år siden.

Det havde nok været en bedre fornemmelse dengang i Athens sommervarme i 2004. Men kuglestøderen Joachim B. Olsen får nu officielt den store ære for at have vundet sølv for otte år siden.

Danskeren vandt ellers bronze dengang, men en nutidig analyse af en dopingprøve fra guldvinder Yuri Belonog har fældet den ukrainske vinder.

Det Internationale Atletik Forbund (IAAF) fastslog fredag over for TV2 Sport, at det også betyder, at de næstbedste rykkes frem, så det bliver til dansk sølv. Der var ellers først rejst tvivl om, hvorvidt forbundet ville følge tidligere praksis i lignende sager og lade guldskamlen stå tom.

Kan stadig anke til CAS

- OL-bronzen er i forvejen den medalje, jeg er mest glad for, fordi OL er noget særligt, og det var meget specielt at konkurrere på det antikke olympiske stadion. Det vil være underligt at vinde olympisk sølv på denne måde så mange år efter, hvor jeg er ude af atletikken, men bedre sent end aldrig, sagde Joachim B. Olsen til BT, da det kom frem, at Yuri Belonog var blandt i alt fem atleter fra OL i 2004, der er blevet taget af forbedrede analysemetoder.

Den nuværende sundhedsordfører fra Liberal Alliance skal dog stadig vente lidt endnu, før han ved, om han kan erklære sig selv for sølvvinder. Yuri Belonog kan nemlig vælge at anke kendelsen fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at køre en sag ved sportsdomstolen CAS.

Ved OL i Athen vandt Belonog guld med et stød på 21,16 meter i sidste runde foran amerikaneren Adam Nelson, der havde nøjagtig samme notering, men ukraineren havde det klart næstbedste stød af de to, da Nelson overtrådte i fem ud af sine seks forsøg. Olsen blev nummer tre med et stød på 21,07 meter.