Blot to uger efter sin flotte sejr ved Super Series-turneringen French Open i Paris røg den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen onsdag skuffende ud i første runde i China Open i Shanghai.

I to sæt tabte Jan Ø., der er nummer syv på verdensranglisten, til malaysiske Daren Liew med 17-21 og 12-21. Liew ligger nummer 29 på verdensranglisten.

Den indbyrdes statistik mellem de to røbede også på forhånd, at det ville blive et svært opgør for Jan Ø. Jørgensen. Af de hidtidige tre opgør havde Jan Ø. kun vundet et enkelt.

Senere onsdag spiller OL-sølvvinderne Mathias Boe og Carsten Mogensen i herredouble, og de skal forsøge at rette op på en skidt dansk start ved China Open, der har budt på lutter nederlag i de tre første kampe.