Oscar Pistorius forventes at udtale sig offentligt om drabssagen med sin nu afdøde kæreste.

Dræbte atletik-stjernen Oscar Pistorius sin kæreste med fuldt overlæg, eller var det ganske tilfældigt? Det spørgsmål stiller det meste af verden sig selv, og tirsdag får de måske svaret.

Her skal den 26-årige løber med de to karakteristiske kulfiber-proteser for Pretoria Magistrates Court for at få afgjort, om han kan løslades mod kaution.

Samtidig forventes det, at Pistorius vil komme med en kort udtalelse i sagen, om drabet på hans kæreste, Reeva Steenkamp, der blev dræbt af fire skud med en 9mm-pistol torsdag morgen.

Udtalelsen vil måske være med til at klargøre, hvad der egentlig er op og ned i sagen, hvor spørgsmålene lige nu hober sig op: Troede Oscar Pistorius virkelig, at kæresten Reeva Steenkamp var en indbrudstyv, da han skød hende fire gange? Hvorfor ringede han aldrig selv til politiet? Og hvad har et blodigt cricket-bat mon med sagen at gøre?

Dag for dag bringes nye oplysninger frem. Senest skriver flere medier, at det sydafrikanske politi i forbindelse med opklaringen af mordet har fundet interessante spor. Ifølge dagbladet The Sun arbejder politiet med en teori om, at Oscar Pistorius på mordtidspunktet befandt sig i en rus af raseri forårsaget af massiv steroid-indtagelse. Der skulle således være fundet dopingmidler i det badeværelse, hvor Reeva Steenkamp blev dræbt.

- Der er fundet medicin indeholdende steroider. Derfor har politiet besluttet, at Pistorius skal dopingtestes, siger en kilde tæt på efterforskningen ifølge The Sun.

Samtidig er det kommet frem, at Oscar Pistorius skulle have ringet til sin far umiddelbart efter skyderiet, men at han undlod at ringe til politiet. Den del sørgede naboerne for. Da faderen så kom frem, var Reeva Steenkamp stadig i live og i sit nattøj. Den sidste del afkræfter dermed tidligere informationer, der fortalte, at Steenkamp havde sneget sig ind til Pistorius i huset for at overraske ham i anledning af Valentine’s Day.

På grund af sagen har Oscar Pistorius’ agent meldt afbud til en lang række atletik-stævner i foråret. Og sagens omfang har også gjort, at Pistorius er sendt i enecelle i fængslet af sikkerhedshensyn.

Afdøde Reeva Steenkamp begraves ifølge australske medier tirsdag under et privat arrangement.