Hver femte atlet kender til sportskampe, der i et eller andet omfang har været fixede det seneste år.

Thessaloniki. Matchfixing er et vedvarende problem i elitesport, og en stor del af professionelle idrætsudøvere skal forholde sig til problematikken.

Et hold forskere fra Aristotle University i Thessaloniki har modtaget svar fra over 600 internationale atleter, og 20 procent - hver femte - svarer, at de kender til manipulerede resultater indenfor det sidste år.

15 procent er selv blevet opsøgt af matchifixere i løbet af det seneste år. De er hovedsageligt forsøg lokket med, hvad matchfixerne har betegnet som "nemme penge".

35 procent af de adspurgte - mere end hver tredje - tror, at de har oplevet kampe, som har været fiksede.

De 600 atleter kommer fra 13 forskellige sportsgrene, heriblandt fodbold, håndbold, badminton, tennis, atletik og svømning.

Undersøgelsen er støttet af EU, og resultaterne er offentliggjort i rapporten "Fix the fixing".

- Resultaterne viser omfanget af fænomenet, og det viser, at der er behov for en øjeblikkelig indsats på området, siger Vassilis Barkoukis, der har været koordinator på forskningsprojektet.

Matchfixing kan være alt fra at lade sig tabe en kamp med vilje til for eksempel at sørge for, at et givent hold får det første hjørnespark imod sig i en fodboldkamp eller at lade sig tabe et bestemt serveparti i tennis.

/ritzau/Reuters