Marion Rolland blev en overraskende vinder af kvindernes VM i styrtløb i Schladming

Franske Marion Rolland vandt søndag den mest prestigefulde VM-titel i de alpine konkurrencer, nemlig styrtløbet.

Rollands VM-sejr var noget uventet, da hun aldrig tidligere har vundet i World Cup-sammenhæng. Men hun troede selv på muligheden.

- Jeg ville bare have en medalje for enhver pris. Så jeg gav alt, fordi jeg troede på min chance, sagde hun efterfølgende til pressen ifølge Reuters.

- Jeg havde en god fornemmelse på denne piste, som jeg har holdt meget af siden sidste sæson, sagde Marion Rolland, der i sidste sæson erobrede de første podieplaceringer i sin alpine karriere netop på VM-pisten i østrigske Schladming.

Dermed kan Marion Rolland som den første franske kvinde nogensinde lade sig hylde som vinder af kvindernes styrtløb, selv om hendes landsmandinde Marielle Goitschel i brede kredse anerkendes som vinderen af VM i styrtløb i 1966.

Det løb blev imidlertid vundet af østrigeren Erika Schinegger, der dog op til De Olympiske Vinterlege i 1968 blev kønstestet og erklæret som værende en mand. Schinegger, der senere skiftede køn og blev en mand officielt, blev aldrig frataget sin VM-titel i 1966, men i forbindelse med et østrigsk TV-show i 1988 overgav Schinegger, der i dag hedder Erik til fornavn, sin guldmedalje fra 1966 til franske Marielle Goitschel.

Sølv og bronze i 2013-udgaven af VM i kvindernes styrtløb i Schladming gik i øvrigt til Italiens Nadia Fanchini og Tysklands Maria Hoefl-Riesch.