Forskning og innovative tiltag skal sammen med gode træningsfaciliteter løfte de danske elitesportsudøvere.

For at sikre de bedste danske sportsudøvere optimale vilkår for at præstere på topniveau etablerer Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) et nationalt elitesportscenter, som får hovedsæde i København.

Derudover kigger man på muligheden for at oprette regionale elitesportscentre i henholdsvis Aarhus, Odense og Aalborg. De skal i mindre skala kunne tilbyde innovations-, service- og udviklingsmuligheder for dansk eliteidræt.

Det oplyser Team Danmark på sin hjemmeside.

Op til 32 idrætsgrene skal drage nytte af det nationale elitesportscenter.

- Vi har i lang tid gerne villet give vores dygtige atleter de bedste rammer for at træne. Vi ved, at når de har gode rammer, så præsterer de også bedre.

- De rammer vil de nu få med dels det nye nationale elitesportscenter, hvor fokus er på innovation, forskning og test, dels med den nationale strategi for at opbygge specialtræningsfaciliteter i mange steder i landet.

- Det bliver et nationalt projekt, som vi håber og regner med, at mange kommuner har interesse i at blive involveret i, siger Niels Nygaard, der er formand i DIF.

Bedre faciliteter kan flytte de sidste marginaler i dansk favør, siger Team Danmarks formand, Frank Jensen.

- Med et nationalt elitesportscenter vil vi bringe rammerne for dansk elitesport op på internationalt topniveau. Den skarpeste viden afgør ofte marginalerne, når verdensklasseatleter kæmper om de sidste marginaler.

- Derfor skal Danmark optimere og udvikle samarbejdet med vidensinstitutioner - lige fra universiteter til innovative virksomheder, så hele Danmark også de kommende årtier kan samles om store danske sportspræstationer, siger han.

/ritzau/