Han er dansker - og verdens hurtigste 15-årige

Kristoffer Hari satte lørdag årets bedste tid for sin årgang i atletikkens kongedisciplin, 100-meteren.

Benene slår som trommestikker, og allerede efter 40 meter har han lagt lang afstand til sine konkurrenter.

På de allersidste meter slår den spændstige krop armene bagud for at hente de afgørende splitsekunder. Han er stoppet med at løbe mod de andre. Nu løber han kun mod uret.

SE ALLE BILLEDERNE AF VERDENS HURTIGSTE 15-ÅRIGE

På resultattavlen står tiderne fra det forrige løb stadig. 12.77 sekunder var hurtigste bedrift. Publikum på Tårnby Stadion holder vejret, mens lystavlen bliver blank.

Så blinker den ... 10.53. Kristoffer Hari har netop sat årets bedste tid for årgang 1997. Han er verdens hurtigste 15-årig på atletikkens kongedisciplin, 100-meteren.

- Kristoffer er en rolig dreng. Men når han hører pistolskuddet, er han ligesom en sulten tiger, der bliver lukket ud af sit bur. Der er no mercy, siger Stefan Hari, der er sprintfænomenets far og træner.

Kristoffer Hari er 15 år og et eksplosivt stort atletiktalent, der lørdag blæste forbi alle konkurrenter i både Tårnby og hele verden. 9.-klasseseleven skar to hundreddele af Barbados-løberen Mario Burkes’ tid fra marts. Og det endda i modvind.

Endnu mere imponerende er det, at han blot har trænet seriøst i lige over et år. Kristoffer Hari begyndte som fodboldspiller i Brøndby og kunne godt mærke, at der var et løbetalent, der ruskede i benene.

- Jeg fik aldrig konkurrence. Hvis nogen løb hurtigt, løb jeg altid hurtigere. Jeg var ikke noget stort boldtalent, men jeg var ekstraordinært hurtig. En dag spurgte jeg min far, om jeg måtte være med til atletiktræning. Jeg løb med de ældre og slog dem uden nogen grundtræning overhovedet. Det var et kæmpe chok for min far og mig, og siden har vi trænet meget seriøst, fortæller Kristoffer Hari fra en solbeskinnet løbebane på Hvidovre Stadion, hvor han denne tirsdag aften fordøjer lørdagens rasende imponerende rekord.

- Det at blive anerkendt som verdens hurtigste er helt fantastisk, og det er meget overvældende. Jeg har justeret min personlige rekord med 45 hundrededele af et sekund på et år. Det svarer lidt til at komme 20-30 meter hurtigere i mål, så det er gået stærkt, påpeger Kristoffer Hari, der løber for Hvidovre Atletik & Motion, med et på samme tid forlegent og selvsikkert teenagesmil.

Det er faktisk lidt for vildt, hvis det står til far og træner Stefan Hari, der er professionel atletiktræner med fire års idrætsuniversitetsstudier i Rumænien og en professionel karriere som 400 meter hækkeløber bag sig.

- Det kom lidt for tidligt. Andre arbejder 15 år og kan ikke få sådan en forbedring, og så gør han det på syv måneder. Han blev dobbelt dansk mester sidste år og satte dansk rekord syv gange. Vi skal passe meget på, at han ikke får skader, siger Stefan Hari.

På kortere sigt er ambitionen at vinde guld på 100-meter-distancen under sommerens ungdoms-OL i Utrecht. Men kigger Kristoffer Hari i den helt store krystalkugle, står han på verdens største podium i Brasilien.

- Jeg ser mig selv som mulig konkurrent ved OL i Rio i 2016. Det er mit absolutte mål. Det er det længst fremme, jeg kan tænke. En finaleplads, mindst. Det er helt klart min motivation, siger Kristoffer Hari.

Læs også: