Fredag blev Lars Uhre kåret som årets træner for sin indsats med badmintonlandsholdet

Lars Uhre, der er træner for badmintonlandsholdet, modtog fredag eftermiddag prisen for Årets Træner 2012, der uddeles af BT og firmaet Coachers, på sporten.dk's redaktion i Indre København.

Og det var en glad mand, der tog imod prisen, som han blandt andet modtager for sit arbejde med det danske badmintonlandshold under OL i London i 2012.

- Det er en fornem liste, jeg nu står på, hvor der i forvejen står mange trænere, som jeg respekterer og søger inspiration og råd hos, så jeg håber, at nogle af dem også vil søge inspiration og råd hos mig nu, sagde Lars Uhre efter overrækkelsen.

Lars Uhre var også rigtig glad for, at prisen 'ikke er en popularitetskonkurrence', således at mindre sportsgrene som badminton også hyldes for sit store bidrag til dansk idræt.

- Prisen betyder, at der er nogen, der lægger mærke til os. Vi mærkede et kæmpe boost efter OL og det er en anerkendelse af, at der faktisk er mange, der godt kan lide at se god badminton.

Der var tre nominerede til prisen, og Lars Uhre vandt således over Anders Secher, der er landstræner i speedway, samt Kasper Hjulmand, som er cheftræner i FC Nordsjælland. Prisen uddeles til den træner i Danmark, der har skabt den mest bemærkelsesværdige præstation på nationalt og internationalt niveau.

Lars Uhre var derfor selvsagt glad for prisen, både på egne, men på hele badmintonforbundets vegne, og kaldte hæderen for en fælles hyldest.

- Prisen er også en stor anerkendelse af hele badmintonforbundet, og er lige så meget en hæder af alle mine kolleger, der har bidraget til udviklingen i dansk badminton, sagde den tilfredse træner, der trods hård konkurrence fra særligt Kina ser meget positivt på badminton i Danmark i fremtiden.

- Jeg ser meget fortrøstningsfuldt på fremtiden og vi arbejder hele tiden på at blive bedre og det vil vi fortsætte med, lød det fra Lars Uhre.