Abdi Hakin Ulad har endnu aldrig stået på skamlen i et af de største mesterskaber, men det er kun et spørgsmål om tid.

- Jeg er ikke bange for at sætte mig store mål. Giv mig et år eller to, så er jeg med i medaljekampen i EM på 10.000 meter eller i cross, siger han.

Den 22-årige somaliskfødte Korsør-løber viste sit enorme potentiale med tiden 1.02.23 ved VM i halvmaraton. En forbedring af hans personlige rekord med fire et halvt minut.

Det gav en 34.-plads som syvendebedste europæiske løber, og på den danske rangliste sprintede han ind som nr. 4 efter Carsten Jørgensen, Jan Ikov og Henrik Jørgensen.

VM halvmaraton 2014

Adbi Hakin Ulad ved, hvad det kræver af benhård træning at nå sit mål, og han har modet og viljen til at betale prisen.

- Jeg trænede i Kenya i fire uger op til VM, og vi stod hver morgen op klokken halv fem og løb 35 kilometer for fuld fart. Der har du forklaringen på, hvorfor kenyanerne er så gode, siger han.

- Nu er mit mål at kvalificere mig til EM på 10.000 meter i Zürich til august. Og på længere sigt hedder det OL i Rio de Janeiro.

De 21 kilometer gennem København slår alt, hvad Abdi Hakin Ulad tidligere har oplevet.

- Det kan godt ske, at danske løbere ikke vandt medalje i dag, men Danmark vandt guld som arrangør og som publikum. Tilskuerne bar os frem, og vi gav alt, hvad vi havde. De sidste seks kilometer er de hurtigste, jeg nogensinde har løbet, siger han.

Den ny danske stjerne har vundet U23-EM-bronze på 10.000 meter og to nordiske mesterskaber i cross. Og det er kun begyndelsen på karrieren.

Lars Budolfsen løb 1.03.59, ét sekund hurtigere end Jesper Faurschou, begge i personlig rekord. Og Danmark blev bedste nordiske nation på 15. pladsen foran Norge.

Danmarks bedste kvindelige langdistanceløber Jess Draskau-Petersson forstuvede forrige onsdag venstre fod, men det forhindrede hende ikke i at sætte personlig rekord på 39. pladsen med 1.12.51.

- Jeg har aldrig oplevet en så fed stemning. Det var svært at holde igen, ler hun.

Holdleder Niels Kim Hjorth var mere end tilfreds med den danske VM-præstation.

- Vi har talt meget om de danske løbere i 80'erne. Nu kommer vi til at tale om løberne i 10'erne, siger han.