Golden State er tæt på at blive slået ud af årets NBA, men holdet slog Oklahoma City 120-111 og lever stadig.

Oakland: Golden State Warriors vandt natten til fredag 120-111 over Oklahoma City Thunder i den femte semifinalekamp i den bedste amerikanske basketball-liga, NBA.

Dermed overlever Golden State den første af de tre matchbolde, som Oklahoma City Thunder har tilspillet sig ved at vinde tre af de fire første indbyrdes kampe. Der spilles som altid bedst af syv kampe.

De forsvarende NBA-mestre, Golden State Warriors, var under maksimalt pres hjemme i Oracle Arena, hvor et nederlag ville sende dem ud i mørket. Det meste af kampen var Oklahoma City Thunder kun mellem fem og ti point efter Golden State.

Men anført af Stephen Curry, der tidligere på måneden blev kåret til ligaens mest værdifulde spiller (MVP), tog Oakland-holdet til sidst sejren med ni point.

Stephen Curry sænkede selv 31 point i opgøret. Det gjorde ham til holdets topscorer.

Allerede natten til søndag dansk tid mødes de to hold igen.

Denne gang får Oklahoma City Thunder og stjerneduoen Russell Westbrook og Kevin Durant hjemmebanefordel i jagten på den afgørende sejr, der kan sende dem i NBA-finalen.

De to første kampe i Oklahoma City endte med sikre sejre til hjemmeholdet på henholdsvis 24 og 28 point.

/ritzau/