I slutspillet er Golden State Warriors fremme ved semifinalerne og dermed tæt på den tredje NBA-finale i træk.

Salt Lake City. Golden State Warriors vandt for fjerde gang ud af fire mulige over Utah Jazz og er nu blandt de fire bedste basketballhold i NBA.

Natten til tirsdag dansk tid vandt Golden State 121-95 ude over Utah Jazz og gik videre efter 4-0 i kampe. Der spilles bedst ud af syv.

Golden State har på vejen til semifinalen endnu ikke tabt en eneste kamp i NBA-slutspillet.

Det har Cleveland Cavaliers heller ikke, og måske er der lagt op til endnu en finale mellem de to mandskaber, som har mødt hinanden i finaleserien i de seneste to sæsoner.

Cleveland vandt NBA-titlen sidste år, mens Golden State snuppede den i 2015.

Golden State viste fra start mod Utah, at holdet var opsat på at afgøre det hurtigt og kom foran 39-17 efter første periode.

Utah reducerede i anden periode til 52-60, inden Golden State overtog kontrollen med kampen i Vivint Smart Home Arena i Salt Lake City.

Med 30 point førte Golden State-stjernen Stephen Curry an, mens holdkammeraterne Klay Thompson og Kevin Durant bidrog med henholdsvis 21 og 18 point i sejren.

- Vi har noget godt kørende, og vi spiller flot. Vi havde muligheden for at lukke det, og det gjorde vi i fornem stil, siger Curry.

I første runde i slutspillet vandt Golden State med 4-0 i kampe over Portland Trail Blazers.

I semifinalen skal Curry og holdkammeraterne møde vinderen af opgøret mellem San Antonio Spurs og Houston Rockets. Det står 22 efter fire kampe mellem de hold.

/ritzau/